©

Cher er det nye ansigt for Marc Jacobs

Marc Jacobs følger trop på trenden med ældre, ikoniske kampagnemodeller med deres nye ansigt, som er ingen mindre end 69-årige Cher. Smugkig her

Sidste år søgte Marc Jacobs kampagnemodeller på de sociale medier, men nu trækker den amerikanske designer et sandt ikon ind i sin AW15-kampagne: sangerinden Cher.

Marc Jacobs trådte tidligere på måneden på den røde løber til årets Met Gala med Cher under armen – se parret her – og nu kan vi se, at den nye duo bryggede på mere end bare en aften som par til Met Gala 2015.

I det nye nummer af Costume, der er på gaden nu, skriver vi om en tendens, hvor det naturlige hyldes i modeverdenen. Det handler om at vise dig selv, præcis som du er – med strækmærker, kurvet krop og rynker, der viser, at du har levet et liv.

Denne tendens har særligt gjort sig til kende de sidste par måneder ved, at internationale designere har ladet ældre ikoniske kvinder træde i front for deres kampagner.

På Costume.dk har vi vist dig kampagner med 80-årige Joan Didion som det nye ansigt for Céline, sicilianske bedstemødre i front for Dolce&Gabbana og det 71-årige kulturikon Joni Mitchell for Saint Laurent – og nu følger Marc Jacobs i rækken af designere, der bruger ældre, ikoniske kvinder som kampagnemodeller.

Den nye Marc Jacobs-kampagne er skudt af David Sims, og vi glæder os til at se den fulde resultat til efteråret – Marc Jacobs udtaler selv på sin Instagram, at dette billede kun er begyndelsen!