Costume-redaktionens modeuge
Louise P på catwalken, en butiksåbning og en gigantisk og farverig pelshue er blandt redaktionens oplevelser under modeugen - følg med her
AfLØRDAG 13. FEBRUAR
Bibi Gost sendte modellerne på catwalken med høje hatte, der skjulte øjnene. Til efteråret kan du shoppe cool buksedragter, sexede kjoler og en lækker lang pudderfarvet cardigan fra Bibi Ghost.

LØRDAG 13. FEBRUAR
I modebranchen er vi jo ret så glade for kontraster, og vi elsker for eksempel at blande rå og feminine detaljer. Street-mærket Wood Wood valgte at holde show på en location, der stod i kontrast til deres urbane stil - nemlig det mondæne Hotel D'Angleterre.
Wood Woods efterårs- og vinterkollektion er cool med blazere, buksedragter og en lang dynejakke, der er perfekt til kolde vinterdage.

LØRDAG 13. FEBRUAR
Under modeugen så vi ikke kun på pænt tøj - vi så også på pæne mænd som skuespilleren Nicolaj Coster-Waldau, der var til eventen Artic Elements i Øksnehallen. Til eventen præsenterede grønlandske kunstnere blandt andet deres bud på mode.

LØRDAG 13. FEBRUAR
Nicolaj Coster-Waldaus kone, den grønlandske sangerinde og skuespillerinde Nukaka Coster-Waldau, gav et nummer til eventen Artic Elements.

LØRDAG 13. FEBRUAR
De to sangerinder Nukaka Coster-Waldau (tv.) og Søs Fenger (th.) til Artic Elements.

FREDAG 12. FEBRUAR
Ole Yde viste sin fine kollektion hos Georg Jensen på Amager Torv i København. Der var masser af smukke kjoler, men også slips havde sneget sig ind i en ellers feminin kollektion.

FREDAG 12. FEBRUAR
Der er fart på under modeugen, men heldigvis kan man være heldig at få tid til at drikke en kop kaffe i ny og næ. Her tager Costumes skønheds- og modeassistent Rosa Tauber Petersen sig en pause, mens hun læser modeavisen Dansk Daily.

FREDAG 12. FEBRUAR
Svenske Minimarket viste deres flotte farverige efterårs- og vinterkollektion i Københavns Rådhus. Er du også fan af Minimarkets cool kilehæle, kan du glæde dig til efteråret, for det svenske mærke sender nemlig også kilehæle i butikkerne næste år.

FREDAG 12. FEBRUAR
Et miks af læder, pels, tweed og uld definerede Malene Birgers kollektion. Visne blade på catwalken og pencilskirts, trenchcoats, pelsveste og vide nederdele sendte referencer til engelsk, aristokratisk landidyl. Sort, grå, afdæmpet grøn og enkelte items i guld.

FREDAG 12. FEBRUAR
Sangerinden Aura sad på første række til mange shows under modeugen, men til Gudrun & Gudruns show på Rådhuset gav hun et nummer.

FREDAG 12. FEBRUAR
Costume-redaktionen kørte under modeugen både rundt i en bil, som Dyrberg / Kern havde været så søde at stille til rådighed og i modebussen, som kører fra show til show. Her sidder Rosa Tauber Petersen, skønheds- og modeassistent, i modebussen.

FREDAG 12. FEBRUAR
Costumes assisterende moderedaktør, Anne Mønsted, foran den bil, som Dyrberg / Kern havde stillet til rådighed. Luksus.

FREDAG 12. FEBRUAR
En ternet frakke, sko med blå og røde detaljer, prikker, en gulvlang draperet nederdel og oversize kjoler og strik kan du finde i Henrik Vibskovs fine efterårs- og vinterkollektion.

TORSDAG 11. FEBRUAR
Et af de første shows torsdag var Wackerhaus, der havde vundet Max Factor New Talent Award - en ny konkurrence for talentfulde danske designere. Præmien var et show inklusiv location, produktion og modeller samt et makeup-look leveret af makeupartist Mina Ingerslev og Max Factors makeupteam. Wackerhaus efterårs- og vinterkollektion 2010 byder blandt andet på en grå buksedragt med detaljerede ærmer, en sort kjole med flagrende bronzeærmer og en kjole i brændt orange.

TORSDAG 11. FEBRUAR
Baum und Pferdgarten holdt ikke show, men til gengæld åbnede det danske mærke en butik på Vognmagergade 2 i København. Det er den fineste butik, og Costume-reaktionen, som var inviteret til åbningen, kunne ikke lade være med at sige: "Ih, hvor er her fint," hele tiden. Her får assisterende artdirector, Sacha Vincent Hansen, sig en lille forfriskning.

TORSDAG 11. FEBRUAR
Hos Baum und Pferdgarten blev både Costumes Sacha Vincent Hansen (billedet) og Jette Sandbæk forelskede i denne jakke. Den bliver de da vist nødt til at købe.

TORSDAG 11. FEBRUAR
Husk at smutte forbi Baum und Pferdgartens nye butik, næste gang du er på de kanter. Besøget alene er en oplevelse. Den ligger på Vognmagergade 2 i København K.

TORSDAG 11. FEBRUAR
Bruuns Bazaars show blev åbnet af topmodel Louise P i en mørkeblå frakke. Glæd dig også til højtaljede bukser med læg og kjoler med draperinger. Farverne er sort, pudder, rød og lys nougat.

TORSDAG 11. FEBRUAR
Efter Bruuns Bazaar var det Barbara I Gongini, der skulle vise sin kollektion. Avantgarde, vilde detaljer og rå beskriver kollektionen bedst. Det er nok de færreste, der kan bære et helt look fra Barbara I Gongini, men et enkelt eller to items ad gangen kan give dig et super cool look.

TORSDAG 11. FEBRUAR
Costumes skønheds- og modeassistent Rosa Tauber Petersen til Barbara I Gonginis show. Rosas kjole er fra Acne, og hele redaktionen drømmer om at få en kjole som hendes - bare ærgerligt, at den er fra sidste år.

TORSDAG 11. FEBRUAR
Costumes moderedaktør, Maiken Winther, viste sine nye clutch med nitter fra Mulberry frem. Cool.

TORSDAG 11. FEBRUAR
To chikke fashionistaer på vej til Designers Remix Collections show: Costumes artdirector, Malene Langholz Christensen (th.), og hendes veninde stylist Lene Huusmann (tv.).

TORSDAG 11. FEBRUAR
Den hippe og talentfulde dj Mike Sheridan havde komponeret showmusikken specielt til Designers Remix Collections show. Han blev akkompagneret af to strygere. God lytteoplevelse til et flot show.

TORSDAG 11. FEBRUAR
Den danske topmodel Agnete Hegelund var blandt modellerne til Designers Remix Collections show. Kollektionen bød på store skuldre, asymmetriske kjoler og kjoler med slæb.

TORSDAG 11. FEBRUAR
Costumes redaktionschef, Marie Lodberg, får sig et hårrejsende godt glas champagne til Designers Remix Collections show. Mnnn, champagne.

TORSDAG 11. FEBRUAR
Noir holdt et superfint og anderledes show på Nimb. Gæsterne sad i rundkreds, og i midten stod et tøjstativ, hvor tøjet hang. Modellerne kom ind kun iført undertøj og begyndte at klæde hinanden på.

TORSDAG 11. FEBRUAR
Stine Goyas show var en hel time forsinket, men gode ting er som bekendt værd at vente på. Vi drømmer allerede om et par orange herrebukser med læg og en imponerende kappe med guldnitter. Bare ærgerligt, at vi må vente et halvt år endnu.

TORSDAG 11. FEBRUAR
Vilsbøl de Arce sendte modellerne på catwalken klædt i flot futuristisk design. Glæd dig til bodystockings og kjoler med vatterede effekter og frakker med store skuldre.

TORSDAG 11. FEBRUAR
Lidt trætte slutter vi dagen af på Lille Vega til et show med Miss Sixty og Killah. Her sidder Costumes nye journalist, Stinne Kaasgaard Poulsen, webredaktør, Jette Sandbæk, og assisterende artdirector, Sacha Vincent Hansen.

TORSDAG 11. FEBRUAR
Costumes nye journalist, Stinne Kaasgaard Poulsen, har netop været til sit første modeshow - Miss Sixtys og Killahs show på Lille Vega.
"Både professionelle modeller og almindelige streetcastede piger var på catwalken. Jeg er imponeret over, hvor dygtige og modige de var," siger Stinne Kaasgaard Poulsen.

ONSDAG 10. FEBRUAR
Det første show under Copenhagen Fashion Week var traditionen tro Ciff, Copenhagen International Fashion Fair, i Bella Center onsdag formiddag (altså bortset fra Ecco, der tyvstarter og holder show allerede tirsdag aften). Fra fire kantede huse trådte modeller med stort barok-inspireret hår ind på podiet. Et sporty pastellook fuld af pudderfarvede leggings og syntetisk orange benvarmere stod i kontrast til et sort-i-sort glamourøst gotisk inspireret univers af flæsenederdele, læderkjoler og pelsveste. Indimellem afløst af afslappet denim og militærgrønne nuancer. Skæve indslag gik igen i alle looks - i store perlehalskæder skåret ud i pap og skuldertasker i lakhvid plastik med sorte tegninger.

ONSDAG 10. FEBRUAR
Efter Ciff gik turen til Københavns Rådhus, hvor langt de fleste shows bliver holdt. Her venter Costumes modeassistent, Cecilie Martensen (tv.), og Costumes assisterende moderedaktør, Anne Mønsted (th.), på, at Kopenhagen Studio presents går i gang. Det er Kopenhagen Fur, der står bag, og de har inviteret Benedikte Utzon, Christian Westphal, David Andersen, E&L by Lindqvist, Elise Gug, Islæt, Louise Amstrup, Soulland, Søren Bach og Whiite til at designe minikollektioner med pels.

ONSDAG 10. FEBRUAR
Costumes moderedaktør, Maiken Winther, redaktør for Fashionista by Costume, Marie Hindkær, og assisterende moderedaktør, Anne Mønsted, har ikke bare travlt med at tage til shows og events under modeugen. De har også haft travlt i Topshop i Magasin, hvor de har stylet Topshops giner i sæsonens key items. Du kan se dem og få taget et billede af dig selv i dit nyindkøbte Topshop-outfit. Billederne bliver lagt på Stylegallery.com, hvor brugerne stemmer om det cooleste outfit, der vinder et gavekort på 5.000 kroner til Topshop. Fotografen er til stede onsdag 10. februar til fredag 12. februar klokken 16-18 og lørdag 13. februar klokken 14-16. Skynd dig at smutte forbi.

ONSDAG 10. FEBRUAR
Costumes moderedaktør, Maiken Winther, og chefredaktør, Rikke Agnete Dam, før Louise Amstrups show.

ONSDAG 10. FEBRUAR
Costumes assisterende artdirector, Sacha Vincent Hansen, poserer i sin nye vintage-frakke med leopardprint før Louise Amstrups show.

ONSDAG 10. FEBRUAR
Inspireret af den franske film The City of Lost Children viste Louise Amstrup en powerfuld kollektion frem på catwalken foran Forum. Blandt andre topmodel Louise P bar - til begejstrede klapsalver fra publikum - stramme kjoler og korte draperede nederdele. Modellernes makeup på øjnene var lilla, og luftige silkekapper- og toppe stod i kontrast til futuristiske skulpturelle kjoler med print af flydende mønstre i rød, gul og brun. Bukserne var herreinspirerede og kollektionens farver sort, støvet blå og grå.

ONSDAG 10. FEBRUAR
Det kommer nok ikke som en overraskelse for nogen, at modeugen flyder i champagne. Derfor kan det være rigtig rart og forfriskende, når der bliver serveret andre drikke - som til Rützous show på Københavns Rådhus, hvor vi kunne få en øl. Dejligt.

ONSDAG 10. FEBRUAR
Susanne Rützous kollektion var mere sexet end tidligere. Podiet på Rådhuset var betrukket med rødt. Længderne var korte, blandt andet på en smuk draperet asymmetrisk kjole i en klar blå farve. Rød var gennemgående, og ligesom de seneste par sæsoner bød kollektionen på pailletbesatte bukser og jakker. En superfin og glamourøs kollektion.
