Costumes dagbog fra modeugen i Paris

Costumes chefredaktør og journalist er til modeuge i Paris, hvor de blandt andet har været til Viktor & Rolfs show og har mødt den fyldige sangerinde Beth Ditto

1 / 36

Costumes chefredaktør, Rikke Agnete Dam, og journalist Marie Vidø pakkede lørdag 6. marts de fashionable kufferter og fløj til Paris for at deltage i modeugen. På de næste sider deler de deres oplevelser med dig - fra deres møde med den fyldige og stilfulde sangerinde Beth Ditto til shows med blandt andre Viktor & Rolf.

2 / 36

LØRDAG 6. MARTS: En del af de invitationer til shows fra blandt andre Stella McCartney, Hèrmes og Chanel, der ventede på hotellet.

3 / 36

LØRDAG 6. MARTS: Dagens første show for Costumes vedkommende var Victor & Rolf. Designerduoen overraskede ved at sende en model i en kantet, overdimensioneret pelsfrakke ned ad catwalken. Under den gemte sig mange lag af sorte voluminøse frakker, pelse og funklende kjoler.

4 / 36

LØRDAG 6. MARTS: De to designere var også selv en del af showet. Midt på catwalken var et roterende tandhjul, hvor de to designere klædte modellerne af og på.

5 / 36

LØRDAG 6. MARTS: Klædt i strømlinet sort flyttede de omhyggeligt et lag tøj fra den ene model til den anden.

6 / 36

LØRDAG 6. MARTS: Modellerne stod som forstenede, når designerne arbejdede. Publikum kvitterede med klapsalver, da showet var slut.

7 / 36

LØRDAG 6. MARTS: Catwalken var beklædt med print af tandhjul og møtrikker.

8 / 36

LØRDAG 6. MARTS: Den amerikanske sangerinde og stilikon Beth Ditto med sort page og dramatiske øjne var meget imponeret over Victor & Rolf-showet.

9 / 36

LØRDAG 6. MARTS: Costumes chefredaktør, Rikke Agnete Dam, inden Viktor & Rolfs show. I jeans fra Balenciaga, støvler fra Gap, taske fra Bottega Veneta, solbriller fra Tom Ford og læderjakke fra Rick Owens (inden hun fandt ud af, at det var mere hensigtsmæssigt at have overtøj på, da det trods blå himmel var iskoldt i Paris).

10 / 36

LØRDAG 6. MARTS: Feminin og fashionabel i hvid kjole med sløjfebælte, naturlig makeup og som mange andre modeugegæster: ultrajhøje støvletter.

11 / 36

LØRDAG 6. MARTS: London-designeren Nicole Farhi inviterede til champagnereception på det oldschool-luksuriøse Hotel Ritz på Place Vendôme. Nicole Farhis efterår/vinterkollektion er fyldt med sorte og beige cashmere-frakker, masser af blød oversize strik i grå nuancer, draperede kjoler, og udover sort var den gennemgående farve rød i forskellige nuancer. Fra lysende rød til afdæmpet og blød mørkerød.

12 / 36

LØRDAG 6. MARTS: Costumes chefredaktør var vild med den kjole, som Maddie, der er pr-agent hos Nicole Fahri, havde valgt fra efterår/vinter-kollektionen. Den røde farve kommer ikke helt til sin ret på billedet, men var helt fantastisk smuk. Kjolen kommer i butikkerne fra juli, forhåbentlig også på Nicolefarhi.com.

13 / 36

SØNDAG 7. MARTS: Udover at være chefdesigner for Chanel og Fendi, har Karl Lagerfeld sit eget mærke under eget navn. Denne gang var kollektionen futuristisk med stramme, skinnende pvc-nederdele og -gamacher og skulpturelt udskårne jakker.

14 / 36

SØNDAG 7. MARTS: Danske Freja Beha var blandt modellerne, der med knaldrøde læber viste Lagerfelds kollektion frem.

15 / 36

SØNDAG 7. MARTS: Model på vej fra Karl Lagerfelds show og videre til næste show, hvor hår og makeup igen laves om.

16 / 36

SØNDAG 7. MARTS: Fransk fashionista på vej til show i smuk beige frakke, kilehæle med snører og polkaprikket mulepose.

17 / 36

SØNDAG 7. MARTS: Travle modeller med minimalistisk make-up og tilbageskrabet hår efter Costume Nationals show, der blev holdt i et fakultet for medicinstuderende.

18 / 36

SØNDAG 7. MARTS: Den tidligere Chloé-designer, Phoebe Philo (billedet), viste sin anden kollektion for Celine. Og modebranchen følger stadig spændt med i, om hun formår at rykke Celine fra et lidt hensygnende fransk mærke til et af de hotteste. Og noget tyder på, at hun har succes, for Celine-items var allerede i høj kurs blandt publikum til showet, og Celine-butikken på Rue Montaigne i Paris er under ombygning, så den kan fremstå ny før næste sæson.

19 / 36

SØNDAG 7. MARTS: Showet bød på masser af marineblå, smalle frakker og jakker, hvide blonder, smalle stumpebukser og lige som hendes første kollektion: læder brugt meget elegant til blandt andet et klassisk pencilskirt, en ærmeløs top og som besætning i form af krave eller lommer på frakker og strik.

SØNDAG 7. MARTS:
20 / 36

SØNDAG 7. MARTS:

Under modeugen i Paris viste MaxMara også deres MaxMara Atelier efterår/vinter 2010-kollektion frem i deres nyrenoverede butik på Paris Avenue Montaigne. Vi så blandt andet denne fine frakke, som vi da godt kunne tænke os at holde varmen i til vinter.

21 / 36

MANDAG 8. MARTS: Stella McCartneys show i Paris' Opera var dagens første, og som en af de få designere i Paris bød hun på morgenmad. Eller rettere, det gjorde den delikate bagerikæde Pain Quotidien: youhurt med granola og frugt, mini-croissanter og cafe au lait.

22 / 36

MANDAG 8. MARTS: En af Stella McCartneys franske ansatte i den fantastiske blondejakke, der er en del af den nuværende forår/sommerkollektion. Jakken er virkelig fint stylet med casual jeans og hvid T-shirt.

23 / 36

MANDAG 8. MARTS: Inden den første model gik på podiet til Stella McCartneys show i en helt enkel grå jakke, kunne publikum høre en parodi på Tiger Woods' telefonbesked til sin elskerinde i højtalerne: "Please, fjern dit navn fra din voicemail, så min kone ikke regner ud, hvem du er, når hun ringer til dig."

24 / 36

MANDAG 8. MARTS: Men Stella McCartneys efterår/vinter-kollektion handlede om noget helt andet end Tiger Woods affærer og var umiddelbart mere voksen end flirtende: grå og helt enkle, næsten Jil Sander-minimalistiske frakker, skræddersyet stil, klassiske camelfarver, som altid blazere og oversize strik og denne gang strejf af rødorange. Én ting var dog fælles for hovedparten af alle looks: De var ultra-ultra korte. Og transparente materialer plus asymmetriske minikjoler gav kollektionen et yderligere sexet præg. Dog kan man godt savne de smukke farvekombinationer, som Stella McCartney er så god til, og som præger hendes nuværende forår/sommerkollektion, så Costume glæder sig til at besøge hendes showroom senere på ugen for at se resten af kollektionen.

25 / 36

MANDA 8. MARTS: Hvis du er i Paris, er der én ting, der vil slå dig - og nok endnu mere under modeugen - nemlig det absurd høje antal Chanel-tasker.
"Jeg har aldrig set så mange af dem hele mit liv, som jeg har på 3 dage," udbrød Costumes Marie Vidø (og begyndte at tale om, at hun egentlig gerne ville have én, men nøjedes i første omgang med et par Chanel-øreringe).

26 / 36

MANDAG 8. MARTS: Her er de - til 850 kroner.

27 / 36

MANDAG 8. MARTS: Og endnu en af Paris' modeuges mange Chanel-tasker. 2.55'eren i den store model.

28 / 36

MANDAG 8. MARTS: Fotograferne sidder altid klumpet helt sammen - også her til Giambattista Vallis show på Place Vendôme. Og når de synes, at showet er for forsinket, begynder de at gøre meget højlydt opmærksom på det. Denne gang var de ikke kun utilfredse med, at showet var 40 minutter forsinket, men også med med, at publikums fødder stak ud, så de risikerede at komme med på billederne. "LES PIEDS," blev der flere gange råbt, men uden første række for alvor foldede stiletterne sammen under sig.

29 / 36

MANDAG 8. MARTS: Den italiensk-fødte designer Giambattista Valli er kendt for smukke kjoler, der blandt andet bæres af stjerner som Jennifer Lopez og Charlize Theron, og showets næstsidste kjole var allermest bemærkelsesværdig bagfra.

30 / 36

MANDAG 8. MARTS: Der var dømt efterårsstemning, da Kenzo holdt show. Over catwalken hang brune bambusgrene, og modellerne var blandt andet klædt i brændt orange, terrakotta og brunlige nuancer. Blomsterprint og flerfarvede tørklæder og sjaler med blandt andet gule og lilla striber var der mange af. "Walk on the Wild Side" med Lou Reed drønede ud af højtalerne, mens modellerne viste en kollektion med masser lag-på-lag og pelsdetaljer på blandt andet veste og nederdele.

31 / 36

MANDAG 8. MARTS: På Costumes plads til Kenzos show lå en lille plade, hvor der, sjovt nok, stod Kenzo skåret ud i træ. Bag pladen var en lille skriftlig præsentation af det japanske mærkes efterår/vinter-kollektion 2010 samt et haiku-digt: "The days erupts/the colour of the sky/Costumes change."

32 / 36

MANDAG 8. MARTS: Cool hår og cool sort stil. Fashionista i leggings og oversize frakke. Og solbriller - de er et must, når du er til modeuge i den solbeskinnede franske hovedstad.

33 / 36

MANDAG 8. MARTS: Ysl's kollektion var sort, sort og sort. Tilknappet som en skolefrøken med kapper og hvide kraver, der ledte tankerne hen på katolske skoler. Tilsat sexede pencilskirts, transparente materialer og lange handsker. Helt sikkert enhver kostskoledrengs drøm, men faktisk også en powerfuld og elegant kollektion for os andre.

34 / 36

MANDAG 8. MARTS: De 34 første overvejende kulsorte looks - afbrudt af en anelse hvid, grå, midnatsblå lilla og et par smukke koboltblå stiletter med YSL's karakteristiske forplateau - blev til sidst afløst af pangfarver. Tre kjoler i pink, blå og turkis silke afsluttede overraskende showet.

35 / 36

MANDAG 8. MARTS: Den danske model Amanda (som du i øvrigt meget snart kan se på Costumes forside) gik Vanessa Brunos show på National Teatret. Cirka 10 cm lavere end de øvrige modeller, men noget så yndig. Kollektionen var brugbar med jordfarver, pudder og bløde materialer brugt lag på lag, og modellernes skødesløse hår og naturlige makeup understregede den casual, men gennemført lækre hverdagsstil.

36 / 36

MANDAG 8. MARTS: Costumes journalist Marie Vidø venter på, at Vanessa Brunos show skal gå i gang - som altid var showet cirka en halv time forsinket, og publikum åndede lettet op, da plastikken endelig blev fjernet fra podiet, og lyset blev dæmpet, hvilket er det sidste tegn på, at musikken begynder, og den første model snart kommer ind.

Vi opdaterer løbende vores dagbog fra modeugen i Paris. Vi ses.