De største modeskandaler
Mord og misbrug. Tyveri og løgne. Kontroversielle udtalelser og falske anklager. Modebranchen har langt fra altid vist sig fra sin mest glamourøse side
Af2010: Fotograf på kanten
Den danske filminstruktør Rie Rasmussen var den første, der kritiserede den amerikanske fotograf Terry Richardson (i ternet skjorte) dette forår. Den anerkendte fotograf havde udgivet en bog, hvori den forhenværende topmodel optrådte sammen med halvnøgne, purunge piger.
“Han tager unge piger og manipulerer dem til at tage deres tøj af, og han tager billeder af dem, som de vil skamme sig over. De tør ikke sige nej, fordi deres bureauer har booket dem til dette job, og de er for unge til at forsvare sig selv,” sagde Rie Rasmussen til New York Post.
Efterfølgende har flere modeller fulgt trop og beskyldt Terry Richardson for at tage tøjet af foran dem og forsøge at lokke dem til at tage billeder af ham nøgen, inden han ville gøre det modsatte med de unge modeller.

2007: Marc Jacobs på rehab
Marc Jacobs har aldrig lagt skjul på, at han havde et problem med alkohol og stoffer, da han tilbage i 1990'erne designede sammen med vennen Robert Duffy ved siden af sine herrekollektioner i eget navn. Da Marc Jacobs blev ansat som chefdesigner hos Louis Vuitton i 1997, havde misbruget taget overhånd. Designeren festede konstant, kom for sent på arbejde, glemte sine aftaler og gjorde sig upopulær blandt sine ansatte. Han fik dog lagt stofmisbruget på hylden i 1999 og var stoffri indtil 2007, hvor han fik et tilbagefald og igen måtte tjekke sig selv ind på afvænning.

2006: Lykke May bag tremmer
Den danske topmodel Lykke May måtte en tur på de danske og udenlandske forsider, da hun blev anholdt i et fly på vej fra Amsterdam til Miami i 2006. Hun blev sigtet for vold mod en steward, for at modsætte sig anholdelse og for at skabe offentlig uorden i beruset tilstand. Ifølge Lykke Mays egen forklaring på modelbureauet 2pm's hjemmeside lå hun og sov, da en steward ville rette hendes sæde op. Hun fik et stort chok og skubbede ham væk, hvorefter vagter blev tilkaldt og bedøvede hende med et sovemiddel, fordi hun gjorde modstand mod anholdelsen. Blodprøver beviste dog, topmodellen var upåvirket, og hun blev løsladt mod kaution dagen efter anholdelsen.

2005: Cocaine Kate
Supermodellen Kate Moss har om nogen bevist, at man kan gøre comeback efter en skandale. I september 2005 blev hun fotograferet færd med at sniffe en bane kokain og blev prompte droppet i flere kampagner. Blandt andet af H&M, hvor Moss skulle have poseret for Stella McCartneys kollektion for highstreetkæden. Kate Moss fik opbakning fra flere venner i de efterfølgende måneder. Helena Christensen forsvarede kollegaen og forudsagde over for Reuters, at Moss helt sikkert ville komme tilbage på toppen, mens Naomi Campbell i en tale ved en modelkonkurrence i Columbia beskyldte medierne for at drive hetz mod Moss. Johnny Depp forsvarede sin ekskæreste på britisk morgen-tv og kaldte hende et fantastisk menneske, som blot havde vist sig at være menneskelig ved at begå en fejl. Og designer Alexander McQueen demonstrerede sin støtte ved at iføre sig en T-shirt til sit modeshow i Paris med titlen We love you Kate.

2001: Winona Ryder stjæler fra Marc Jacobs
I 2001 blev skuespillerinden Winona Ryder taget i at stjæle designertøj for 30.000 kroner. Hun havde blandt andet stjålet tøj fra Marc Jacobs, og hun satte prikken over i'et ved at iføre sig tøj fra selvsamme designer, da hun senere var i retten. Marc Jacobs valgte at udnytte den opmærksomhed, Winona Ryder havde skabt. Han hyrede hende som ansigt i sin forårskampagne 2002.

1997: Den tyske provocateur
Der er formentlig citater, som Karl Lagerfeld hellere vil huskes for, end hans udtalelser, da Stella McCartney overtog modehuset Chloé. “Chloé burde have taget et stort navn. Det gjorde de, men inden for musik, ikke mode. Lad os håbe, at hun er lige så talentfuld som sin far,” sagde Lagerfeld om valget af Stella McCartney. Men provokationerne fortsatte. I 2009 kaldte Lagerfeld tyske Heidi Klum for for tung til catwalken, og året forinden, mens debatten om modellernes vægt rasede, kaldte han kritikere af tynde modeller for misundelige chipsædende mødre.

1996: Alexander McQueen fornærmer Givenchy
Nogle mennesker gør en dyd ud af at provokere. En af dem er den nu afdøde britiske designer, Alexander McQueen. Da han blev hyret som chefdesigner for det franske modehus Givenchy, kvitterede McQueen ved at kalde Givenchys grundlægger, Hubert Givenchy, for 'irrelevant'. Og da han i britisk Vogue kaldte sin første haute couture-kollektion for 'crap', gav Givenchys ledelse ham mundkurv på. Alexander McQueen sagde farvel til det franske brand i 2001 med en forklaring om, at Givenchy 'begrænsede hans kreativitet.'

1995: Guccis sorte enke
Chokbølger gik gennem modebranchen med nyheden om Maurozio Guccis død. Det sidst overlevende medlem af den legendariske, italienske Gucci-familie var blevet skudt af en ung sicilianer. Et mafialignende lejemord, som ekskonen, Patrizia Reggiani, blev anholdt for at stå bag. Reggiani havde tidligere udtalt til italiensk tv, at hun hellere ville tude i en Rolls Royce end at være lykkelig på en cykel, og anklageren hævdede, at hun var rasende over, at hun ikke havde fået nok ud af skilmissen med Mr. Gucci. Patrizia Riggiani blev idømt 29 år bag tremmer og blev døbt Den sorte enke.
