Designtalenter konkurrerer om 500.000 kroner

Det er netop blevet offentliggjort hvilke fire designtalenter, der skal konkurrere mod hinanden i DANSK Design Talent - Magasin Prisen 2014

Designkonkurrencen DANSK Design Talent - Magasin Prisen løber for 2. år i træk af stablen as we speak. Konkurrencen, der sætter fokus på at promovere morgendagens designere, blev afholdt for første gang i 2013 og er skabt af DANSK Magazine og Magasin.

Koncept

Et panel bestående af kompetente branchefolk og medier har udvalgt fire designtalenter, som netop nu konkurrerer mod hinanden om 500.000 kr. og et modeshow under Københavns modeuge til januar.

De fire designtalenter får hver tildelt en mentor i form af en velrenommeret designer eller en kreativ direktør samt en dansk sangartist, der skal agere muse og ambassadør for designtalenterne.

De konkurrerende designtalenter skal hver lave en minikollektion bestående af fem outfits til deres sangartist. Artisterne skal promovere outfittene til både koncerter og events samt til et særligt photoshoot tilrettelagt af designtalenterne selv.

De fire minikollektioner bliver præsenteret ved et storstilet event torsdag 9. oktober. Her samles mode- og livsstilsbranchen, pressen, meningsdannere og kendisser for at være med, når vinderen af den store konkurrencen udnævnes sidst på aftenen.

Du har mulighed for at stemme på dit favorit designtalent online frem til 9. oktober. Vinderen kåres på baggrund af de online afgivne stemmer samt stemmerne fra et dommerpanel bestående af modespecialister og branchefolk.

De fire hold

De fire designtalenter, samt deres muser og mentorer, som skal konkurre mod hinanden er:

Freye Dalsjø // Ivan Grundahl // Coco O fra Quadron

Kjetil Aas // Bjørn Bruun // Sivas

Mark Kenly Domino Tan // Baum und Pferdgarten // Darkness Falls

Trine Lindegaard // Christian Stadil // Kidd

Hold øje med dit favorit designtalent og se med når det store show løber af stablen til oktober.

Læs mere på danskdesigntalent.dk og følg konkurrencen på Instagram: @danskdesigntalentmagasinprisen