Duften af Marni

Marni lancerer sin aller første parfume, der ikke er som de andre designer-dufte

2012 var året, hvor Marni blandt andet formåede at kunne skrive en udsolgt kollektion i samarbejde med H&M på sit modehus-cv.

2013 bliver så året, hvor det snart 20 år gamle italienske modehus lancerer sin første duft. Dette blev afsløret under Berlin Fashion Week i denne uge.

Grundlægger og designer for brandet, Consuelo Castiglioni, forklarer til WWD, at duften er meget enkel og ikke vækker noget helt bestemt. Duften er en blanding af krydrede og træagtige noter fri for de sædvanlige frugter og blomser, der findes i mange designerdufte. Den vil blive pakket i en rund flakon, der minder om en vintage-flaske, som Castiglioni fandt for to årtier siden på et loppemarked. I serien kommer også en body lotion, shower gel og body cream.