Efter #MeToo: Ny reklame med Cara Delevingne får internettet til at rase

Cara Delevingne og Jimmy Choo er kommet i massiv modvind som følge af en kontroversiel kampagne

© Jimmy Choo

Sidste måned præsenterede Jimmy Choo en ny kampagnefilm med Cara Delevingne, der spadserer gennem New Yorks gader i en rød pailletkjole.

Modellen tiltrækker sig opmærksomhed fra forbipasserede, heriblandt en mand, der hvisker “flotte sko, dame”. Cara Delevingne smiler skævt og fortsætter ned ad gaden, men episoden har fået flere Twitter-brugere til tasterne. Kampagnen kritiseres for at glorificere gadechikane – et kritikpunkt, der ikke mindst skal ses i lyset af tidens store fokus på seksuelle krænkelser.

“Læs rummet, Jimmy Choo. At sælge sko med en reklame, hvor en kvinde bliver udsat for tilråb på gaden, mens hun forsøger at komme derhen, hvor hun skal til, er klamt,” skriver en bruger på Twitter.

En anden Twitter-bruger påpeger den dårlige timing, da kampagnen blev offentliggjort i november, blot én måned efter anklagerne mod Harvey Weinstein kom frem i lyset. Hun skriver:

“Måske er lige nu ikke det bedste tidspunkt at lave en reklame om, hvor cool og sejt tilråb på gaden er?”

Jimmy Choo har endnu ikke kommenteret på kampagnens modtagelse, men mærket har fjernet den oprindelige tweet, som brugerne svarede på.

Du kan se kampagnefilmen med Delevingne her: