Til venstre: En groomet mand: David Beckham. Det kan fru Beckham lide. Til højre: En knap så groomet mand: Matt Damon går ikke så meget op i sit udseende.

Er du til forfængelige mænd?

Falder du for mænd, der plukker bryn og får manicure? Eller siger du nej tak til forfængelige mænd? Sæt din stemme

Hver måned kan du i Costume læse en debat - denne måned: Er forfængelige mænd tiltrækkende? Se argumenterne for og imod, deltag selv i debatten, og sæt din stemme herunder.

JA

Mand dig op med øjencreme

Pernille Rahbek er 33 år og indehaver af det virtuelle showroom Magnet

Indehaver af det virtuelle showroom Magnet, Pernille Rahbek, vil hellere end gerne have en mand, der plukker bryn og får manicure.

Hvornår er en mand forfængelig? Når han bruger concealer og er farveafstemt lige fra sokker til slips og underbukser? Eller er det allerede too much, hvis han kun kan bruge én bestemt voks? Én ting er jeg helt sikker på, nemlig, at hvis man indrømmer, at man er lidt vild med mænd, der har flere skønhedsprodukter end en selv, så er man som kvinde ved at falde af på den. Lidt tacky.

For mænd, skal bare være mænd. Mænd skal kunne hugge brænde. Helst lugte af (frisk) sved, have skægstubbe og så må de gerne være lidt uforskammede og ordknappe på den der sexy Georg Clooney-måde.

Måske er det fordi, jeg ikke tror på, at der er en fremtid for den typiske mand. Mænd af den gamle skole. For jeg har opdaget, at der findes mænd, der synes, det er fantastisk at spendere onsdag aften i sengen sammen med low fat, carbohydrate free, chicken salade. I selskab med først Topmodel på 4’eren, derefter Amalie på Tv3. Det rimer, i hvert fald i min verden, ikke på TV3+, Champions League og McD.

Den moderne mand er blød, uden at være vattet og medløber. Han ser straks, hvis der er det mindste optræk til håndtag på maven, lige så hurtigt som han afkoder, hvorfor man hænger lidt med næbbet. Han er nemlig detaljeorienteret. Og med det mener jeg, at han lægger mærke til, at man er gået fra brunette til blondine hos frisøren. Men han ser også, hvis pæren er sprunget i øjnenes gnist - og han gider godt lytte og give en krammer.

Derfor er det helt fjong med mig, når (og hvis) disse mænd kender til ord som skintonic og serumpipette. Når de opbevarer julepynten i delikate, orange Hermès-æsker. Aldrig ville købe kirkegårdsblomster til sin udkårne. Men derimod tager hortensiaer med hjem i store bundter. Han må gerne pudse sko og plukke bryn. Og jeg tager det som et positivt tegn, hvis han flipper sunshine igennem ved tanken om håndsyede, italienske sko. Sådan en mand ville jo aldrig gå grassat, bare fordi man har 10 par stiletter i skabet til en stykpris på 3.500 kroner.

Det giver i hvert fald mening for mig, at mænd, der er meget sort/hvid i deres følelsesliv og tankegang, nok heller ikke er dem, der bekymrer sig særligt meget om hvirvlen i pandehåret. Men fakta er, at jeg er nuancerne og detaljernes allerstørste fortaler. Derfor synes, jeg at en forfængelig mand er det samme som en opmærksom og nærværende mand. Og jeg glemmer den negative klang.

Så giv mig en mand, der matcher og er evigt velduftende. Én der har et større neglekit end mig. En mand, der stråler - og så lever jeg fint med senere på aftenen at finde ud af at søreme ikke om underbukserne også matcher slipset.

NEJ

Det allerværste: Mænd med smykker

Costumes chefredaktør, Rikke Agnete Dam.

Mænd skal være ligeglade - og dufte helt naturligt af sæbe, mener Costumes chefredaktør, Rikke Agnete Dam.

Jeg vil godt starte med at sige undskyld. Til samtlige mænd, jeg har haft et forhold til. For nu skriver jeg det, jeg ikke tidligere har sagt højt, men som ikke desto mindre er sandt:

I har ikke været særligt pæne. Intelligente, karismatiske, kloge, velformulerede, charmerende, morsomme, en del af jer også succesfulde, bevares, og jeg har sat pris på det hele, men pæne...? Nej. Bortset fra ganske få undtagelser er det nemlig ikke jeres udseende, der har draget mig. Og har den mand, jeg har været sammen med, set godt ud, har han i hvert fald ikke gået synderligt op i at dyrke det. At styrketræne for at få bestemte armmuskler til at vokse og maven til at ligne et vaskebræt, mens man kigger sig i spejlet - for mig er det først og fremmest feminint.

Og det allerværste, jeg kan komme på: Mænd med smykker. Det er om muligt værre end det pt desværre ret oppe i tiden-fænomen: Mænd med hat. Fordi det viser, at manden virkelig har tænkt over det. Så er der den måske lidt hykleriske omstændighed, at jeg jo ret godt kan lide slanke og sunde mænd, der ikke bliver forpustede, når de går op ad en trappe. Men jeg foretrækker en mand, der løber en tur eller spiller noget fodbold. Eller måske bare ligner en, der har løftet noget tungt. Og står op morgenen, går på arbejde, spiser, hvad han har lyst til, og ikke noget med at google Tom Fords nyeste bedrifter, vide, at Heidi Slimane er designer hos Dior Homme, eller, i den anden stilgrøft, hilse venskabeligt på ekspedienten hos Vibskov og gå op i, hvad der er den rigtige T-shirt nu og her og skrive sig på venteliste for at få den. Så forfængelige mand? Ellers tak.

Mænd skal helst være lidt ligeglade. Dermed ikke være sagt, at mænd skal have dårlig smag, og en mand i for eksempel et billigt jakkesæt er bestemt ikke at foretrække. For et års tid siden havde jeg en kæreste, der var banker i London, og - på dét punkt - var han helt perfekt. På arbejde: Sort jakkesæt, typisk enten håndsyet (fordi det jo holder hele livet, ikke for at gøre et stort nummer ud af noget) eller fra Corneliani, Zegna, Boss eller Armani. Hvid eller lyseblå skjorte. Stilfuldt, javist, men 3 stk jakkesæt, typisk købt på én gang, og ikke så meget snak. Og udenfor arbejde: Levi's, altid 501, ensfarvet skjorte og en v-sweater, typisk fra John Smedley. Og så duftede han af sæbe og ikke så meget andet. Jeg må indrømme, at han egentlig så glimrende ud, men han gjorde ikke noget stort nummer ud af det. Perfekt.