© Wenn.com

Er Victoria’s Secret-showet aflyst?

I et nyt interview afslører modellen Shanina Shaik, at det årlige catwalkextravaganza ikke løber over skærmen i 2019

31. juli 2019 af Amira Høg Daimar

Den amerikanske lingerigigant Victoria’s Secret er først og fremmest kendt for sit årlige show, hvor catwalken fyldes med smilende supermodeller, popstjerner, englevinger og tonsvis af konfetti.

Men grundet et styrtdykket seertal er årets show muligvis aflyst. Det afslører modellen Shanina Shaik, der har medvirket i Victoria’s Secrets shows fra 2011-2018, i et interview med The Daily Telegraph:

“Desværre holder Victoria’s Secret ikke show i år,” siger Shanina Shaik, og fortsætter: “Det er ikke noget, jeg er vant til, fordi hvert år på denne tid plejer jeg at træne som en [Victoria’s Secret-]engel. Men jeg er sikker på, at der vil ske noget i fremtiden. Jeg er sikker på, at de arbejder på branding og nye måder at lave showet på, fordi det er det bedste show i verden.”

Manglende opbakning fra tv-stationer

Victoria’s Secret har ikke bekræftet, at 2019’s modeshow er aflyst, men meget tyder på, at Shanina Shaiks afsløring holder stik, da modellens udtalelser kommer i kølvandet på en manglende opbakning fra amerikanske tv-stationer. 

Tidligere på året meddelte Leslie Wexner fra L Brands, der ejer Victoria’s Secret, at de “fremadrettet ikke mener, at fjernsyn er et godt match.” 

Hertil tilføjede Victoria’s Secret, at de ville gentænke deres format; En udmelding, der utvivlsomt skal ses som konsekvensen af et drastisk fald i seertal de senere år. Sidste års show blev set af 3,3 millioner, mens 2013’s show havde 9,7 millioner seere.

Indtil Victoria’s Secret kommenterer på sagen, kan du se eller gense sidste års catwalkextravaganza: 

Måske er du interesseret i ...

Gør som 24.000 andre

Seneste