
Ganni indgår i uventet samarbejde – og resultatet er suverænt
Det danske succesmærke er gået sammen med 66°North om en vellykket overtøjskollektion, der forener mode og funktionalitet
Af Amira Høg Daimar — 13. august 2018
Copenhagen Fashion Week slog et slag for den praktiske gorpcore-tendens, hvor blandt andre Ganni viste både windbreakers, vandrestøvler, reb-detaljer, veste, rygsække og fiskerhatte.
Et udvalg af Gannis praktiske styles er blevet til i samarbejde med islandske 66°North, der om nogen formår at skabe beklædning, som er egnet til udendørsbrug.
Kvalitet og funktionalitet er nøgleord i 66°Norths design, der i samarbejdet med Ganni forenes med modebilledets nye tendenser.
“Jeg elsker at arbejde med kontraster, det er en del af vores dna, så at samarbejde med 66°Norths designteam om at skabe disse fantastiske, tekniske styles giver et spændende modspil til SS19-kollektionen.
Paradis-kollektionen er en hyldest til en æra af det, der var engang, hvor vi var mindre fokuserede på samfundets moderne elementer. Så at teame op med et nordisk overtøjsmærke er den ultimative måde at vende tilbage til vores rødder,” udtaler Gannis Creative Director, Ditte Reffstrup, om det nye samarbejde.
Hvis du har forelsket dig i Gannis og 66°Norths fælles udspil, må du desværre væbne dig med tålmodighed, da kollektionen først lander i midten af marts 2019.