Gucci slår et slag for kvinders ret til abort

Det traditionsrige modehus’ seneste kollektion kommenterer på den politiske situation i USA

© Gucci

Alessandro Michelle er sjældent bleg for at råbe højt i sine kollektioner for Gucci med eklektiske miks af print, farver og retroreferencer.

Modehusets Resort 2020-kollektion, som blev vist i går aftes, var ingen undtagelse, men denne gang var Michelles statement langt mere politisk og bogstaveligt end før set.

Som en kommentar til den seneste tids udvikling i USA – hvor flere stater har indført noget nær totalforbud mod aborter – præsenterede Gucci alt fra jakker med teksten “My body, my choice” til kjoler broderet med livmodere og en trøje med datoen for Italiens lovliggørelse af abort, “22.05.1978”.

“Det er utroligt, at rundt omkring i verden er der stadig folk, som mener, at de kan kontrollere en kvindes krop, en kvindes valg. Jeg vil altid støtte friheden til at være, altid,” siger Alessandro Michelle til WWD.

Gucci har været dedikeret til kampen for kvinders rettigheder med foreningen Chime for Change, der blev grundlagt i 2013 og finansierer projekter rundt om i verden med fokus på reproduktive rettigheder og individuel valgfrihed.