H&M starter nyt mærke – og intet er som før

Efter successer som Cos, Weekday, & Other Stories og Arket lancerer H&M et nyt brand, som er målrettet unge

H&M nyt mærke /Nyden 2018
© Wenn.com

Du kan ikke sige highstreet uden også at sige H&M Group. Det svenske konglomerat står bag en lang række populære butikskæder, heriblandt & Other Stories, Weekday, Cos, Monki og Cheap Monday. Sidste år tilføjede H&M Group et nyt medlem til familien,Arket, og nu forlyder det, at endnu et brand er på vej. Det skriver The Cut.

Navnet er /Nyden (inklusiv skråstreg), som er en kombination af to svenske ord, der betyder “ny” og “it”. /Nyden er målrettet unge, de såkaldte millennials, og markerer en helt ny vej for H&M Group, da brandet betegnes som “luksus til overkommelige priser”. Således lader det til, at brandet ikke vil placere sig i highstreetkategorien, som ellers er konglomeratets kendetegn.

Modsat mange andre brands til unge, tager /Nyden afstand fra fast fashion og vil ikke følge tidens trends eller den traditionelle modekalender. Samtidig vil kollektionerne komme i et begrænset oplag, så lageret ikke fyldes op igen, når der meldes udsolgt.

Lanceres i starten af 2018

I spidsen for mærket står Oscar Olsson, som har arbejdet hos H&M siden 2013. Olsson har også været med til at forme /Nyden gennem H&M's Innovation Lab, og brandet er et resultat af research, som kombinerede sociologi, markedsundersøgelser, samt prognoser om folks shoppingvaner i fremtiden.

Som resultat heraf stiler /Nyden efter at appellere til en kundetype, som Olsson kalder “Netocrat”:

“Netocraten er mere følsom end nogensinde før, hvad angår troværdighed, autencitet og personlighed,” fortæller Olsson til The Cut.

Det nye brand ser dagens lys i starten af 2018 og vil udelukkende blive forhandlet online og via pop up-butikker.

ALT DET, DU IKKE VIL GÅ GLIP AF