Her er tasken, vi drømmer om lige nu

Coco Chanel ville sætte kvinder fri. Det vil Chanel også gøre med husets nye taske, der er både chik og praktisk – og står højest på vores ønskesedler lige nu.

Chanel 22 bag

Chanel 22 bag

© CHANEL

Chanel lancerer i marts husets nye taske, The Chanel 22 bag, det er svært ikke at drømme om at lære bedre at kende.

Tasken er efterfølger til det franske modehus’ seneste taske, Chanel 19 fra 2019, og har fået det symbolske navn The Chanel 22 bag, fordi den bliver lanceret i år – og fordi Chanels anden duft nogensinde hed No 22. Husets første var Chanel No 5 fra 1921.

Chanels kreative direktør Virginie Viard har designet tasken, der blev vist første gang ved modehusets forår/sommer-show 2022 i Paris.

For at ære Coco Chanels ønske om at give kvinder muligheden for at kunne bevæge og udfolde sig frit, er Chanel 22 tænkt som en daglig allieret, der med sin rummelighed, fleksible og bløde læder og ikoniske kæder er både praktisk og chik.

Tasken fås i tre størrelser og en rygsækversion i marineblå, lilla, hvid, sort og to nuancer af pink til priser fra ca. 33.500 kroner.

Chanel.com