Dansk Fashion Awards 2009. Fra venstre Kim Grenaa, kronprinsesse Mary, Uffe Buchard, og årets danske modeller 2009, Freja Beha og Lasse P.

Hvem fortjener at blive hædret i dansk mode? Sæt din stemme

12. maj bliver der for tredje år i træk holdt Dansk Fashion Awards. Og du kan være med til at bestemme, hvem der skal have årets priser

Dansk modes største talenter bliver hyldet, når den danske modebranches svar på Oscar-uddelingen, Dansk Fashion Awards, bliver uddelt for tredje gang 12. maj. Hele herligheden bliver fejret med en storslået gallamiddag, hvor 15 priser bliver uddelt - blandt andet årets danske designer, som bliver overrakt af kronprinsesse Mary.
Du kan være med til at bestemme, hvem der skal hædres med priser til årets Dansk Fashion Awards. På Danskfashionawards.com kan du indtil 11. april stemme på dine favoritter. Hvis du stemmer, har du endda mulighed for at vinde to billetter til den store begivenhed.
Ud fra de tre nominerede i hver kategori, der har opnået flest stemmer, kårer et bredt dommerpanel bestående af kompetente fagfolk fra magasinbranchen, dagblade, modemesser, brancheorganisationer og mange flere vinderne af de mange priser til Dansk Fashion Awards.
Bag Dansk Fashion Awards står Uffe Buchard og Kim Grenaa, der sammen driver reklamebureauet Style Counsel og Dansk Magazine. Årets værtinde er den 28-årige skuespillerinde Christiane Schaumburg-Müller.

Se billeder fra sidste års Dansk Fashion Awards - klik her.