Ikoniske (og 80-årige!) Joan Didion er Célines nye muse

Den prisbelønnede amerikanske forfatter og journalist Joan Didion er frontfigur for Célines nye ss15-kampagne

Célines forårskampagne er en hyldest til det tidløse stil- og litteraturikon, Joan Didion, som i kampagnen bærer et par af Célines karakteristiske solbriller. Didion beundres ikke kun for sine litterære værker, men også for sin klassiske, underspillede stil – og nårh ja, så er hun netop rundet de 80 år! Et tydeligt bevis på, at god stil ingen alder har.

Didions karriere eskalerede, da hun i slutningen af 50'erne fik arbejde på Vogue. Siden hen har hun udgivet artikler for adskillige af USA's mest indflydelsesrige medier, heriblandt New York Times og Time Magazine. Didions romaner og essays tematiserer især den amerikanske kultur og landets værdier, og hun anses for at være en af de mest anerkendte amerikanske forfattere i nyere tid.

I de seneste par år er opmærksomheden omkring Didion som stilikon vokset, og hendes beundringsværdige, tidløse look stemmer godt overens med det franske modehus' minimalistiske stil. Kampagnen er skudt af legendariske Juergen Teller, som med sin karakteristiske stil også har arbejdet på tidligere Céline kampagner såvel som skudt kampagner for Yves Saint Laurent, Vivienne Westwood og Marc Jacobs.