Kim Kardashian kaster sin kærlighed på nyt dansk mærke

Opérasport har kun eksisteret i en lille måned, men mærkets sexede design er allerede blevet blåstemplet af Kim Kardashian

Kim Kardashian i Opérasport
© Wenn.com

Blot en måned er gået, siden den danske stylist Stephanie Gundelach løftede sløret for sit nye projekt: tøjmærket Opérasport, der er stiftet i samarbejde med designer Awa Malina Stelter.

Opérasport laver klassiske styles i bæredygtige materialer, som bliver sexede og sporty i form af farvevalg og udskæringer.

Den tilgang faldt i god jord hos Kim Kardashian, der 24 timer efter mærkets lancering bestilte alle deres silke-ribtrøjer og en rød kjole.

Nu er Kim blevet spottet i en af de røde trøjer, og det vækker naturligvis begejstring hos Opérasport:

“Det var helt surrealistisk at se Kim i vores design. Hun lignede jo en million i det outfit – vores ribtop var nærmest skræddersyet til hende,” fortæller Stephanie Gundelach, og fortsætter:

“Vi er jo næsten lige gået i luften og havde ikke turde håbe på, at hun ville tage den på, når man tænker på alle de valgmuligheder, hun har. Det var en kæmpe bekræftelse for os og en følelse af, at vi er på rette vej.”

Stephanie Gundelach og Awa Malina Stelter, kvinderne bag Opérasport.

Stephanie Gundelach og Awa Malina Stelter, kvinderne bag Opérasport.

© Opérasport

Den røde ribtrøje var udsolgt inden Kim Kardashian blev foreviget i det danske design, men på grund af den nyvundne hype kan den igen bestilles på Operasport.net.

“Vi havde ikke planer om at bestille et ekstra lager hjem i den farve, men efterspørgslen gik helt amok efter hun blev set i den. Derfor har vi besluttet at åbne op for pre-orders for at imødekomme den store efterspørgsel, som også er i tråd med vores strategi om ikke at overproducere,” siger Stephanie Gundelach, der også kan mærke, at billedet af Kim har skabt stor international interesse.

Frem for at udkomme i to årlige sæsoner laves Opérasport som editions hver 3. måned. Næste edition kommer til februar, og mon ikke Kim også vil have fingrene i den?