Køb designervarer til en brøkdel af prisen
Vi guider til det bedste sted at købe vintage designeritems, og giver de bedste tips til at gøre en god handel
AfVi køber og sælger som aldrig før. Og køber du brugt eller vintage, er der ikke alene penge at spare, det er også en måde at få fat i sjældne ting i høj kvalitet på – og skabe et bedre flow i din garderobe. Vi besøgte som de første i Skandinavien det franske onlinesite for luksusgenbrug Vestiaire Collective.
“Vil du ikke hellere have noget originalt og unikt i stedet for noget, som alle andre har?”
Sådan spørger Marie Blanchet, Head of Vintage hos det franske firma Vestiaire Collective, der siden 2009 har videresolgt vintagetasker, -smykker, -sko og -tøj fra alt fra Chanel og Cartier til Stella McCartney – i dag med en spændvidde over det meste af verden.

Vestiaire Collective er et kurateret onlinesamfund for modeinteresserede købere, samlere og sælgere af luksusprodukter, hvor alle produkter bliver godkendt, kvalitetssikret og ægthedstjekket af Vestiaires eksperter, inden de når frem til køberen.
“Min holdning er, at man skal købe lidt, men godt, og jeg foretrækker selv at finde ting, som har en historie, frem for at købe nyt,” siger Marie Blanchet, der har været med til at opbygge firmaets store katalog af både sjældne og eftertragtede varer.

Marie Blanchet opsnapper rygter om gode garderober og samlinger, som hun prøver at få til salg på sitet, og hun styler modeserier med blandt andet firmaets muse Chloë Sevigny for at åbenbare de mange muligheder i vintagetøj for firmaets kunder. Selv er hun et omvandrende leksikon i modehistorie med en anseelig samling Maison Margiela-sko, og hun kommer med flere eksempler på vintagevarer, der fås i næsten tro udgaver i nutidige kollektioner.
“Vi har altid set os selv som en del af modemarkedet og ikke som en parallel til det,” fortæller firmaets CEO, Sébastien Fabre og fortsætter:
“Selvom modehusene nok helst var fri for os, så har de også forstået, at firmaer som os er kommet for at blive, og de samarbejder med os i forhold til at sikre vores varers autenticitet. I min optik er vi med til at skabe flow i markedet – nogle sælger her for at kunne købe nyt, nogle køber her for at få råd til luksusvarer, andre bruger det nærmest som et udlejningssted og har tingene i et par måneder, før de sælger dem videre til næsten samme pris – og endelig er der også dem, der går efter de helt sjældne vintagevarer.”

Der er mulighed for det hele her. Vestiaire råder over 600.000 varer, hvorfra de nøje har udvalgt 3.200 varer, der passer til tidens trends og efterspørgslen hos Vestiaires cirka seks millioner brugere. Brugere, som enten selv står for at uploade billeder og sende til Vestaire, eller som har benyttet sig af firmaets VIP-service, der kommer og henter dit tøj og dine ting og står for alt salg – for eksempel hentede de for nylig 800 genstande hos en enkelt kunde, som af sin psykolog havde fået besked på at rydde ud. Alle sælgere er anonyme, men spørger man Vestiaire selv, er det alt fra almindeligt modeinteresserede til skuespillere, influencers, modeller og moderedaktører, der benytter sig af sitet. Så hvem ved – måske har din næste taske været ejet af Carine Roitfeld eller Lily-Rose Depp, hvis du finder den her.

De bedste tips til en god investering
- Når du køber luksusmode og -accessories, så køb dem i god kvalitet, gå efter sjældne varer, og sælg dem videre, mens de stadig er eftertragtede – på den måde har de den største videresalgsværdi.
- Designertasker er den produktkategori, der bedst holder deres værdi. Hvis du passer på dem og sælger dem, mens mærket stadig er hypet, holder de gennemsnitligt 75 procent af deres originale værdi. Til sammenligning holder sko gennemsnitligt 57 procent og ready-to-wear 40 procent. Efter to-tre sæsoner vil værdien på de fleste varer falde markant.
- Pas på dine ting, og opbevar dem i deres originale poser og æsker.
- Gem kvittering, ægthedsbevis, støvposer og æsker.
- Et brands hype har stor betydning for et produkts gensalgsværdi. Læg mærke til designerskifte i modehusene, nye samarbejder og nye linjer, de lancerer. Alessandro Micheles ansættelse hos Gucci, Louis Vuittons samarbejde med Supreme og Valentinos Rockstud-sko er gode eksempler på ting, der har øget det generelle salg af et bestemt mærke.
