M.I.A. og H&M sætter fokus på bæredygtighed

Den svenske highstreetkæde og sangerinden M.I.A. vil indsamle 1.000 ton brugt tøj på blot én uge – og du kan hjælpe dem med at nå målet

H&M fortsætter deres kamp for en mere bæredygtig modebranche med lanceringen af det nye initiativ World Recycle Week, som har til formål at mindske mængden af brugt tøj, der ender som affald.

World Recycle Week er et verdensomspændende projekt, der stiler mod at indsamle 1.000 ton brugt tøj på én uge fra d. 18 til d. 24. april. H&M's kunder kan aflevere deres brugte tøj og boligtekstiler i alle kædens butikker, og som tak for hjælpen er der denne uge dobbelt op på rabatkuponer.

For at skabe opmærksomhed omkring det nye initiativ, har H&M allieret sig med sangerinden M.I.A., der har lavet en eksklusiv musikvideo om vigtigheden af at genbruge og genanvende tøj, som har premiere d. 11. april på Hm.com.

World Recycle Week er en forlængelse af H&M Garment Collecting, hvor kædens kunder siden 2013 har kunne aflevere deres brugte tøj og boligtekstiler i bytte for rabatbeviser.