Olga Bonne og Maanesten lancerer nyt designsamarbejde

Den danske smykkekunstner Olga Bonne er gået sammen med smykkebrandet om en ny kollektion, der henter inspiration i blomstermotiver og smukke sommerfarver.

Olga-Bonne-teaser-im

Olga-Bonne-teaser-im

© Maanesten x Olga Bonne

Er du vild med smykker med organiske former og fine sommerfarver? Så vil du elske et af sæsonens pæneste designsamarbejder, som netop er landet på hylderne.

Smykkekunstner Olga Bonnes delikate formgivning møder her smykkebrandet Maanesten i en helt ny kollektion af smykker, som er inspireret af yndige blomster og lune sommerdage.

Kollektionen består af både halskæder, armbånd og øreringe besat med turkiser, koraler og gyldne blomster, som i stil med Olga Bonnes egne smykkekollektioner er holdt sammen af viklinger og spinkle kæder.

"Olga er i den absolutte topklasse af danske og udenlandske smykkekunstnere; hun står for en særlig blanding af kunstnerisk vision, originalitet og håndværk," udtaler Lotte Callesen, grundlægger af og designer hos Maanesten, i en pressemeddelelse om samarbejdet.

"Maanesten lever og ånder for at lave unikke smykker og søger inspiration i forskellige kulturer, historiske perioder og begivenheder, ligesom jeg selv gør. Vi har den samme gejst og glæde ved vores arbejde,” udtaler Olga Bonne i pressemeddelelsen.

Kollektionen lander på hylderne 16. maj, og de otte forskellige smykker koster mellem 350 og 1.800 kroner. De kan alle købes i Maanestens butikker og på Maanesten.com.