Maison Martin Margiela for H&M

H&M har løftet sløret for kædens næste designsamarbejde. Det bliver franske Maison Martin Margiela

Få Maison Martin Margiela for H&M til november.

I går svirrede rygterne om, at franske Maison Martin Margiela skal designe en kollektion for H&M, og i dag blev rygterne bekræftet.

Maison Martin Margiela er kendt for sin ultraskarpe og konceptuelle minimalisme, og kollektionen vil byde på både tøj og accessories til mænd og kvinder.

“Maison Martin Margiela er et af de vigtigste og mest indflydelsesrige modehuse i de sidste tre årtier. Jeg er virkelig spændt på dette samarbejde, som vil give modeelskere over hele verden mulighed for at klæde sig i særligt udvalgt tøj fra Maison Martin Margiela. Dette samarbejde er en stor og uforglemmelig modebegivenhed,” siger kreativ rådgiver i H&M, Margareta van den Bosch.

Hos Margiela ser man også frem til samarbejde med den svenske highstreetkæde.

“Vi er meget glade for at kunne præsentere Maison Martin Margiela-tøj sammen med H&M, og give en nyfortolkning af vores vision. Demokratisk mode har altid været omdrejningspunktet i vores kreative proces, og samarbejdet med H&M giver os mulighed for yderligere at understrege denne tanke. Vi vil forene de to forskellige universer, som disse to modehuse repræsenterer, på en måde som vil overraske alle.”

Maison Martin Margiela træder ind i rækken af prominente designere, der tidligere har lavet kollektioner i samarbejde med H&M. Det gælder blandt andre Stella McCartney, Karl Lagerfeld, Marni og Versace.

Du kan finde Maison Martin Margiela for H&M fra 15. november i udvalgte H&M-butikker over hele landet samt på Hm.com.