Mød de største danske modeller
Fra Renée Toft Simonsen til Freja Beha. Se Danmarks største modeller fra 1960'erne til nu
AfRenée Toft Simonsen
Fra kassedame til topmodel. Renée Toft Simonsen blev opdaget i 1981, og derefter gik det stærkt for den dengang 16-årige århusianer. Året efter vandt Renée Toft Simonsen andenpladsen i den internationale konkurrence Face of the 1980's og vandt umiddelbart efter konkurrencen Supermodel of the year. Samme år optrådte hun i amerikansk Vogue og efterfølgende i en lang række internationale magasiner op gennem 1980'erne. Renée Toft Simonsen var i en periode forlovet med bassisten John Taylor fra Duran Duran, men hun afsluttede både forholdet og modelkarrieren i 1989. Senere uddannede Renée Toft Simonsen sig til psykolog og giftede sig med Thomas Helmig. I dag er hun forfatter.

Amanda Nørgaard
Amanda Nørgaard har gået shows for blandt andre Prada, Chanel, Burberry Prorsum, Fendi og Stine Goya. Hun har været kampagnemodel for Topshop, Burberry Eyewear og Filippa K og lavet modeserier i Harper's Bazaar, Dazed & Confused og New York Magazine. I 2010 vandt hun prisen som årets model ved Danish Fashion Awards. Amanda Nørgaard bor i New York, og i denne måned kan du læse et stort interview med den 18-årige model i Costume.

Helena Christensen
Danmarks eneste ægte supermodel har været på toppen i mere end to årtier. Karrieren startede i 1986, da Helena Christensen vandt titlen som Miss Denmark. Resten af historien kender vi. Helena Christensen arbejder stadig som model i mindre omfang og var på forsiden af britisk Elle i januar og oktober 2010. Samme år optrådte hun uden en trevl på kroppen i en kampagne for Reebook. Helena Christensen, der i dag primært er fotograf, har desuden spillet hovedrollen i filmen Allegro med Ulrich Thomsen. Her er hun på catwalken til designeren Todd Oldhams show i oktober 1995.

Caroline Brasch Nielsen
Man skulle ikke tro, at Caroline Brasch Nielsen kun er 17 år gammel. Hun har optrådt i modeserier i fransk, italiensk, tysk, britisk og russisk Vogue og har gået shows for en lang række af verdens største designere. Denne sæson optræder Caroline Brasch Nielsen desuden i en kampagne for Valentino sammen med Freja Beha og i Marc Jacobs 1970'er-inspirerede forårskampagne. Her er hun på catwalken for Chanels Pre-fall 2011 kollektion.

Rie Rasmussen
Rie Rasmussen var i 1993 på ferie i New York, hvor hun blev opdaget som model. Hun var bare 15 år. Rie Rasmussen fik sit egentlige gennembrud med sin medvirken i filmen Femme Fatale i 2002, hvorefter Tom Ford udvalgte hende som ansigt for Gucci. Rie Rasmussen har også gået for designere som Donna Karen, Yves Saint Laurent, Dolce & Gabbana og Victoria's Secret og optrådt i britisk Elle og Vogue. Siden har Rie Rasmussen koncentreret sig om en karriere som filminstruktør og fotograf. Hendes debutfilm, kortfilmen Thinning the Herd, blev i 2004 udvalgt til mere end 20 internationale filmfestivaler og blev blandt andet nomineret til en Gylden Palme ved filmfestivalen i Cannes. I 2009 skrev og instruerede hun filmen Human Zoo. Rie Rasmussen tager stadig enkelte modeljobs - som her på forsiden af VS Magazines efterårsnummer 2010.

Freja Beha
Da Tom Ford i september 2010 afholdt sit meget hemmelige modeshow i New York for sin første damekollektion i seks år, var det med topmodeller som Karen Elson, Stella Tennant - og Freja Beha. Da Louis Vuitton skulle udvælge tre piger til sin forårskampagne skudt af stjernefotografen Steven Meisel, var Freja Beha en af dem. Hun er desuden kampangemodel for Valentino og Chanel denne sæson, optræder i den eftertragtede Pirelli Calender 2011 og har i 2010 været på forsiden af ikke færre end 13 magasiner - heriblandt britisk og fransk Vogue, i-D og Numéro. Freja Beha deler lige nu andenpladsen med Natasha Poly på Model.com's verdensrangliste over de største modeller lige nu. Her er hun til Derek Lam SS2011 i New York.

Bente Lundquist
Bente Lundquist startede sin modelkarriere som 16-årig i Paris i 1972. Hun blev hurtigt en af Helmut Newtons yndlingsmodeller, og den verdenskendte fotograf har taget adskillige billeder af modellen. I 1993 startede hun modelbureauet Scoop Models sammen med sin mand Jesper Lundquist. Scoop Models repræsenterer i dag modeller som Natasha Poly, Naomi Campbell og danske Amanda Nørgaard.

Sille Lundquist
Der må have været gode modelgener i familien Lundquist. Bente Lundquists søster Lisbet Lundquist arbejdede nemlig også som model, og i 1988 lykkedes det efter mange forsøg Bente Lundquist at overtale niecen Sille Lundquist til at blive model. Super-Sille, som hun blev kaldt, flyttede til Paris og optrådte i magasiner som britisk Elle og fransk Glamour. I dag arbejdet hun som coach og forfatter.

Gitte Lee
Skønhed har ingen alder. Det er den 76-årige model, Gitte Lee, om nogen et bevis på. Lady Birgit Lee, som hun også er blevet kaldt, arbejdede som model i London for mere end 50 år siden, men så sent som i efteråret var hun ansigt for Pheobe Philos fantastiske efterårskollektion for Céline. I oktober 2010 blev hun interviewet i italiensk Vogue og fotograferet af den anerkendte modefotograf Tim Walker. Gitte Lee er i øvrigt gift med den 88-årige britiske skuespiller Christopher Lee, der blandt andet spillede den onde Saruman i Ringenes Herre-filmene.

Cecilie Thomsen
Cecilie Thomsen er nok bedst kendt som Bond-pige i filmen Tomorrow Never Dies fra 1997, hvor hun spillede over for Pierce Brosnan. Men inden da havde Cecilie Thomsen stor succes som model for blandt andre Escada, L'Oreal, Guerlain og Hermès og i modeserier i magasiner som Harper's Bazaar og Marie Claire. Cecilie Thomsen dannede i 12 år par med musikeren Bryan Adams, som hev hende op på scenen, da hun i 1990 i en alder af bare 16 år var til koncert med ham på Roskilde Festival. I dag er Cecilie skuespiller og studerer kunsthistorie i Los Angeles.

Louise P
Chanel, Balenciaga, Prada og Alexander McQueen. Louise P har lavet lidt af hvert, siden hun i blev opdaget i et tog på vej til Norge som 20-årig. Hun fik sit gennembrud i 2003 i en kampagne for Gucci, hvor hun flettede ben med Carmen Kass. Det var i øvrigt i samme kampagne, at Louise P blev fotograferet med et intimbarberet G for Gucci. Louise P har desuden været ansigt for duften Be Delicious fra DKNY. Louise P er stadig på de internationale catwalks, men har de seneste sæsoner også gået shows for danske designere som Vilsbøl de Arce og her Louise Amstrup.
