Modehemmeligheder

Få din drømmetaske uden at blive ruineret, og shop Chanel billigere.

3. august 2007 af Costume

modehemmeligheder sko
modehemmeligheder sko

 

Eksklusivt udsalg
Der er enkelte udsalg, hvor du bliver nødt til at være mere end klar, fordi butikken kun holder udsalg få dage. Hos Mulberry på Østergade 13 i København varer udsalget kun en enkelt dag: den sidste lørdag i januar og den sidste lørdag i august. Næste udsalg er lørdag 25. august. Hos Gucci på Østergade 46 i København varer udsalget kun tre til fire dage. Her kan de ikke på forhånd sige, hvornår de holder udsalg, men udsalgsfesten starter typisk i slutningen af januar og i slutningen af august. Spørg i butikken efter den eksakte dato, når det nærmer sig udsalgstid.

Kend dine shoppedage
Find din kalender og sæt kryds følgende dage.
Mandag og fredag: Topshop får nye varer.
Mandag og torsdag: Zara får nye varer.
Onsdag: www.net-a-porter.com får nye varer.
Hver dag: H&M får nye varer.
Hos Topshop og H&M hænges de nye varer blandt de varer, der allerede er i butikken. Mens du i Zara skal gå efter skiltene, hvor der står ‘new collection'.

Få kollektionsoverblik
Straks sidste model er trådt ned fra podiet under de internationale modeuger, kan du se, hvordan næste sæsons mode ser ud, hvis du klikker dig ind på modesitet www.style.com. Her kan du se billeder af hvert sæt tøj fra de kollektioner, der vises i New York, Milano og Paris og fra enkelte kollektioner vist i London. Forår/sommerkollektionerne vises i februar og efterår/vinterkollektionerne vises i august, september og oktober.

Få shoppehjælp
Shopper du på nettet, skal du have to links liggende under dine foretrukne: http://www.valutakurser.dk/, der omregner udenlandsk valuta til danske kroner. Og www.onlineconversion.com/clothing.htm, der omregner tøj- og skostørrelser.

Hemmelig butik
Først skal du gennem en smal port, derefter skal du gå cirka fem meter væk fra gaden Volden, og så er du i vintage-baggårdsbutikken Filigran i Århus. Butikken er fyldt med unikke vintage-fund til gode priser fra 1950'erne til 1980'erne fundet i private garderober herhjemme og på rejser til for eksempel Paris og Berlin.
Åben: fredag kl. 12-19, lørdag kl. 10-16.
Filigran, Volden 22, Århus C.

Mode på udstilling
I Paris ligger et af de bedste museer, når det gælder mode. Musée de la Mode et du Textile har blandt andet udstillet store dele af Jackie Kennedy Onassis' garderobe, og senest har det præsenteret en udstilling om modehuset Balenciaga. Næste udstilling bliver om den franske enfant terrible-designer Jean Paul Gaultier, og i oktober gælder det legenden Christian Dior.
Musée de la Mode et du Textile, 107 Rue de Rivoli, Paris, tlf. +33 1445 5575 0.

Shop billig(ere) Chanel
Chanel er fantastisk, især hvis du kan få det billigt. Og det kan du i Woodbury Common Premium Outlets uden for New York. Som det eneste sted i verden har outlet-byen et Chanel-outlet, så det er værd at rejse efter. Du kan for eksempel få en taske til ca. 3.000 kr. Herligt.
Woodbury Common Premium Outlets, 498 Red Apple Court, Central Valley, New York, tlf. +1 8459 2815 50, http://www.premiumoutlets.com/

Perfekt shoppeguide
Selvom du måske allerede har en del rejseguider på reolhylden, kan du roligt investere i Style City. Bogen kaldes ‘The Gucci of travel guides', fordi den fokuserer på, hvor de bedste butikker ligger, frem for hvordan du finder frem til Frihedsgudinden. Sektionen ‘Style traveler' fokuserer udelukkende på butikker, restauranter og andre cool steder. Style City fås til 11 byer fra ca. 130 kr. pr. stk. Bogen er på engelsk og fås blandt andet hos http://www.play.com/

Flere kollektioner
Shopping er ikke kun lig med nye varer i januar-februar og juliaugust. Hold øje med preforårskollektionen, der kommer i butikkerne i juni, og preefterårskollektionen, der kommer i november. Husk også cruise- og julekollektionerne, som kommer i december.

Lej din drømmetaske
Vil du gerne skifte taske et par gange om året, men er din økonomi ikke enig, kommer løsningen her: Den nye, danske hjemmeside http://www.envy-me.dk/ giver dig mulighed for at leje en ny taske, så ofte du vil, hvis du betaler et månedligt gebyr. Du kan dog kun have én taske hjemme ad gangen. Hvilke tasker, du kan leje, afhænger af, hvor stort et gebyr du betaler. Dyreste kategori er ‘Genetic excused' med et gebyr på 999 kr. og en Novak-taske fra Alexander McQueen. Billigste kategori er ‘Hot shot' til 299 kr. med små festtasker fra blandt andet Gucci og Moschino Cheap and Chic.

Superstjernevintage
Husk adressen på nettets mest fantastiske vintage-shop: http://www.thefrock.com/ med den mest utrolige samling vintage-kjoler fra Balenciaga og Chanel. Det bedste er netshoppens sektion ‘Celebrity wardrobe' med kjoler ejet af stilikoner som skuespillerinderne Marlene Dietrich og Sophia Loren. Kjoler fra ca. 2.500 kr. Forsendelse fra ca. 115 kr.

Bliv vip-kunde
Spørg dine yndlingsbutikker, om de har et kundekartotek, du kan blive skrevet op i. På den måde får du uvurderlig viden om, hvornår udsalget starter - og endnu vigtigere: Hvornår du kan komme til udsalg før alle andre. Butikkerne kan også holde kundearrangementer for folk fra kundekartoteket, som en aften med en stylist eller shopperabat.

Find modelitteratur
Er du vild med at læse om mode og design, bør du besøge www.assouline.com. Her kan du få masser af inspirerende mode- og design bøger om for eksempel Coco Chanel og Cartiers mest berømte smykker. Besøg også www.amazon.co.uk. Her finder du det, du ikke finder på www.assouline.com.

 

 

Gør som 24.000 andre

Seneste

Måske er du interesseret i...