Modenyhed: Dior får ny CEO, og hun er datter af verdens rigeste mand

Det bliver i familien. Bernard Arnault er verdens rigeste mand, og han har netop forfremmet sig egen datter, Delphine Arnault, til at skulle stå i spidsen for det ikoniske modehus Dior

delphine_arnault_lvmh
© Jean-François Robert / lvmh.com

Bernard Arnault er bestyrelsesformand og administrerende direktør for firmaet LVMH, der ejer flere ikoniske luksusbrands i form af blandt andet Louis Vuitton, Loewe, Celine, Givenchy og Christian Dior. Forfremmelsen af hans datter er en del af en rokade i firmaet, hvor flere af hans i alt fem børn har topposter.

Delphine Arnault, 47, har siden september 2013 været vice-præsident for Louis Vuitton, men skifter nu stillingen ud med en ny rolle som administrerende direkrør og formand for Dior – hun tiltræder eftersigende stillingen fra 1. februar.

I sidste måned blev hendes bror Antoine Arnault, 45, forfremmet til at drive holdingselskabet, der kontrollerer LVMH og Arnault-formuen, som angiveligt er opgivet til at være på 1.400 milliarder kroner.

Alexandre Arnault, 30, er chef for produktion og kommunikation hos Tiffany, imens Frederic Arnault, 28, er administrerende direktør for Tag Heuer. Yngstebarnet i søskendeflokken, Jean Arnault, er leder for marketing og produktudvikling i Louis Vuittons sektion for ure.