Kronprinsesse Mary (til højre) hyldede sammen med både den danske og internationale modebranche polske Ilona Felicjanska, der vandt årets Ecco Walk in Style Award.

Modeugen er skudt i gang

Copenhagen Fashion Week åbnede tirsdag 9. februar med Ecco Walk in Style Award. Costumes skønhedsredaktør var backstage og talte med blandt andre Uffe Buchard og showets chefmakeupartist

Tirsdag 9. februar åbnede Ecco Walk In Style Award traditionen tro Copenhagen Fashion Week med et show og en velgørenhedspris på Københavns Rådhus. Vinderen af prisen blev den tidligere model og nu pr-bureau-grundlægger polske Ilona Felicjanska. Hun blev hyldet af blandt andre Kronprinsesse Mary og fik en pris på 250.000 kroner af Ecco. Efter Ilona Felicjanskas eget ønske går pengene til rehabilitering af polske handicappede børn og deres mødre.

Uffe Buchards idé med stylingen
Før showet var Costumes skønhedsredaktør, Liv Winther, backstage. Hun mødte blandt andre Kim Grenaa og Uffe Buchard, som stod bag stylingen af showet.
"Kim og jeg har drukket noget rødvin og fået en masse skører ideer," siger Uffe Buchard.
"Hvor sko normalt bare er en accessories, er det på dette show det, der er i fuld fokus."
Derfor gik modellerne på catwalken med halskæder lavet af skosåler, halskæder af sko, corsager af afklippede støvler, jakker med vilde spikes af stilethæle og håraccessories af sko og meget mere.

Få showets makeup-look
Costumes Liv Winther mødte også Sidsel Marie Bøg, der var chefmakeup-artist til Eccos show. Hun forklarede, hvordan showet var delt op i fire forskellige temaer og makeup-looks: Vand, ild, jord og luft. Der var alt fra camouflage-makeup, til skinnende neonlæber, våde goth-øjne og modeller med påmalet overskæg og sjove briller.
Det look, du selv bedst kan skabe derhjemme, er vandlooket. Et look, der var råt og smukt med skinnende sorte øjne med et vandagtigt sølvskær. Huden var skinnende og bleg med en fint sølvskær på kindeben, næseryg, læber og øjenbrynben. Som det sidste finish lagde makeupartisterne en effekt af vand eller tårer, der løber ned ad kinderne - det behøver du dog ikke selv at gøre, hvis du da ikke er ude på at få et meget vildt look.
Sidsel Marie Bøg forklarede, hvordan du selv kan få looket:
”Du opnår bedst de fedtede smokey eyes ved at bruge en Eyegrease (fedtet øjenskygge fra Tromborg, red.) blandet med almindelig øjenskygge. Fremhæv dine øjne ved at lægge den skinnende effekt i øjenkrogen og på dit øjenbrynsben - det giver smukke øjne med masser af kant,” siger Sidsel Marie Bøg.
”Få ensartet elfenbens hud med mineralfoundation (Youngblood) og en cremet foundation på stick (Bobbi Brown Foundation stick, red.). Start med at blande din bløde foundation op med en fugtgivende creme, og læg den de steder, du vil dække rødme og ujævnheder i huden. Afslut med et fint lag mineralfoundation, som du lægger på med en blød kabuki-børste,” siger Sidsel Marie Bøg.

Costume dækker hele Copenhagen Fashion Week. Følg med her på sitet, og få steetstyle-billeder, makeup-tips, reportage-billeder, tendenser og meget mere. Vi ses.