Mulberry aflyser næste modeshow

Modehuset mangler stadig at finde en afløser for tidligere kreative direktør, Emma Hill, og må derfor droppe London modeuge

Vi er vant til at se verdens topmodeller gå ned ad catwalken for Mulberry til Londons modeuge, men til februar må vi være foruden dette. Det britikse modehus vil ikke afholde et modeshow for sæsonen AW14, fordi de endnu ikke har fundet en, der kan overtage stillingen som kreativ direktør for Emma Hill, der forlod Mulberry tilbage i september efter 6 år som primær designer.

Rygterne siger, at Erdem Moralioglu, Roland Mouret, Mary Katrantzou og Sophie Hulme alle er i betragtning som ny designer - men intet er blevet afgjort eller offentliggjort.

En talsperson fra Mulberry fastslår dog, at de vil være en del af London modeuge på en anden måde, og der vil snart komme flere detaljer omkring dette.