Dennis Lyngsø vandt Den Gyldne Pelsnål i kategorien 'beklædning'.

Og vinderne af Den Gyldne Pelsnål er...

Dennis Lyngsø vandt Den Gyldne Pelsnål for sit design af en rustninginspireret minikjole

Den danske designstuderende Dennis Lyngsø skal snart have udvidet sin pokal-hylde, for for anden gang i år har designeren vundet en talentkonkurrence. Tidligere i år vandt han den danske udgave af Triumph Inspiration Award, og i torsdags vandt han Den Gyldne Pelsnål i kategorien 'beklædning'.
Dennis Lyngsø, der er Teko-studerende, vandt med sin minikjole, der er inspireret af en rustning. Om Dennis Lyngsøs design siger dommerne:
"Vi synes, det er det mest moderne og mest tidssvarende af de tre styles (der var nomineret, red.), og der er brugt nogle teknikker, som vi ved har været utrolig svære at kombinere. Derfor synes vi også, at den er både nytænkende og innovativ - og så er det en meget smuk brug og valg af materialer," sagde dommerne.
Dommerpanelet bestod af Bjørn Bruun, kreativ direktør hos Bruuns Bazaar, Eva Kruse, direktør for Danish Fashion Institute, Lotte Freddie, moderedaktør hos Børsen, og Patrizia Venturelli Christensen, der er marketingdirektør for Kopenhagen Studio.

Nyskabende lampedesign

Igen i år blev der også kåret vindere i 'accessories'-kategorien og 'homewear'-kategorien. Teko-studerende Anne Stengaard vandt 'homewear'-kategorien for sin fortolkning af lampedesign i ræv. Om Anne Stensgaards design siger dommerne:
"Vi har lagt vægt på det nyskabende, og der er ingen tvivl om, at årets vinder er nyskabende - og overraskende. Og det var egentlig det, der gjorde, at vi alle var enige om, at Anne Stensgaard var årets vinder."
Dommerpanelet i denne kategori bestod af Erik Rimmer, chefredaktør på Bo Bedre, Svend Aage Færch Nielsen, administrerende direktør hos Egetæpper, Preben Friis, administrerende direktør hos Dansk Mode & Textil, og Patrizia Venturelli Christensen, marketingdirektør hos Kopenhagen Studio.
Inspireret af dressurridning

Maria Rokkedahl, der er studerende ved Designskolen Kolding, vandt kategorien 'accessories' med værket All Dressed Up, der er inspireret af militæruniformen og udsmykningen fra dressurridning. Dommerne siger om Maria Rokkedahl Nørholms design:
"Vinderen har vist en meget innovativ måde at arbejde med materialet på - samtidig med, at det er meget nemt at relatere til og afkode."
Dommerpanelet bestod af Poul Madsen, direktør hos Normann Copenhagen, Annette Saust Estø, kreativ direktør hos Fleye, Mads Arlien-Søborg, der er journalist og trendforsker, og Patrizia Venturelli Christensen, der er marketingdirektør hos Kopenhagen Studio. De tre vindere er tilbudt en uges praktikophold hos Kopenhagen Studio og 12 minkskind af Kopenhagen Fur Platinum-kvalitet til udvikling af egen pels-accessory under praktikopholdet. Desuden vandt de alle tre en uges praktikophold hos Bruuns Bazaar ('beklædning'), Egetæpper ('homewear') eller Normann Copenhagen ('accessories').

Vil du gerne se alle finalistdesigns, er det heldigvis muligt, for de udstilles rundt omkring i landet:

Dansk Design Center, København: 5. november - 21. november

Normann Copenhagen, København: 22. november - 30. november

Danmarks Designskole, København: 1. december - 10. december

Utzon Center, Aalborg: 19. december - 17. januar

Trapholt, Kolding: 18. januar - 31. januar

Teko, Herning: 1. februar - 11. februar