Peak Performance afslører deres første samarbejde

Partnerskabet er udmundet i en moderne unisex-kollektion med militær- og sportsreferencer, der fungerer ligeså godt i byen som i de svenske fjelde

peak performance vinterjakke
© Peak Performance x Nigel Cabourn

Mens nogle mærker indgår i stimevis af samarbejder, går andre en anden vej.

Peak Performance hører hjemme i sidstnævnte kategori, og kan således løfte sløret for deres første samarbejde nogensinde.

Resultatet er en kollektion bestående af i alt 20 unisexdesign skabt i samarbejde med den anerkendte britiske heritage-designer Nigel Cabourn.

Cabourns design er især inspireret af militærtøj, hvilket samarbejdet centrerer omkring:

“Vi har brugt måneder på at gennemtrevle Nigels omfattende personlige arkiv af militærtøj fra alle verdens kroge, for at finde de helt rigtige design i gemmerne, som vi så kunne genopfinde sammen,” fortæller Sofia Gromark Norinder, der er Head of Urban Design hos Peak Performance.

peak performance vinterjakke
© Peak Performance x Nigel Cabourn

Om samarbejdet udtaler Nigel Cabourn:

“Jeg er specialist i overtøj og finder ofte inspiration i britisk historie. Jeg har altid haft en interesse i det britiske militær: Army, Navy og Royal Air Force. Det er selvfølgelig dem, jeg som brite, ved mest om. Men i samarbejdet med Peak Performance voksede min interesse for de svenske skipatruljer, der vogter over bjergene, betydeligt. Så det er primært dem, der har dannet inspirationskilden for vores fælleskollektion.”

Fusionen mellem den klassiske militære inspiration og referencerne til de svenske skipatruljer er udmundet i en stærk kollektion, der både har et højt niveau på designsiden, samt et praktisk aspekt grundet Peak Performances store faglighed inden for skitøj. Alt i alt en kollektion, der er designet til livet i byen, men også fungerer som reelt skitøj, og dermed sender et anerkendende nik til mærkets ophav.

peak performance vinterjakke
© Peak Performance x Nigel Cabourn

De sportlige elementer i kollektionen ser Sofia Gromark Norinder som en naturlig del af den udvikling, der finder sted i moden lige nu:

“I dag vil folk ikke bare se godt ud – de bringer konstant sportselementer ind i deres hverdag, og det er et fænomen, som vi har flettet naturligt ind i vores kollektion.”

Kollektionen inkluderer bukser, jakker, sweatshirts, huer og tasker i nedtonede nuancer som olivengrøn, orange, navyblå og sort.

Fælleskollektionen med Nigel Cabourn kan købes i Peak Performance-butikker og online fra 5. oktober, og priserne rangerer mellem 700 og 15.000 kroner.

ALT DET, DU IKKE MÅ GÅ GLIP AF