Peter Ingwersen grundlagde Noir i 2004. I 2010 forlod han det danske mærke.

Peter Ingwersen bliver ny kreativ direktør hos Day

Den tidligere Noir-designer har fået nyt job hos danske Day Birger et Mikkelsen

Siden den danske designer Peter Ingwersen tilbage i 2010 forlod sit job som chefdesigner hos Noir, har vi ventet på at finde ud af, hvad designeren så ville finde på. I dag har vi endelig fået svaret. Peter Ingwersen har nemlig fået nyt job som kreativ direktør hos Day Birger et Mikkelsen.

Peter Ingwersen skal sammen med Days grundlægger, Keld Mikkelsen, videreudvikle de forskellige linjer i det danske modehus.
"Day er i dag et modehus med masser af forskellige aktiviteter og potentiale internationalt. Jeg glæder mig til at arbejde med et så spændende brand og ser samtidig frem til en periode, hvor jeg har mulighed for at fordybe mig og komme helt ind under huden på Day," siger Peter Ingwersen.

Det er ikke første gang, Peter Ingwersen arbejder for Day. Fra 2001 til 2004 arbejdede den danske designer nemlig også for modehuset. I 2004 grundlagde han Noir, som han altså forlod igen i 2010.

Day Birger et Mikkelsen står bag fire brandlinjer, en dame- og herrekollektion, den yngre underlinje 2ND DAY og interiørkollektionen-Home.