©

Pharrell bliver happy hos Adidas Originals

Til sommer kan du shoppe det nye samarbejde mellem Pharrell Williams og Adidas Originals

Pharrell og Adidas langer hver for sig seje samarbejder over disken - og nu er turen kommet til at teame op med hinanden. Nogle havde måske allerede gjort sig disse tanker efter at have set Pharrell til Grammy uddelingen med sin specialsyede Adidas træningsjakke (og den meget omtalte Buffalo hat), til Oscar uddelingen med et par røde Adidas sneakers på scenen og mange andre steder iført tøj og sko fra den tyske sportsgigant. Den første del af kollektionen rammer butikkerne til sommer og vil blive fremstillet med popdrengens øko-venlige Bionic Yarn.

“At arbejde med et ikonisk brand som Adidas er en utrolig mulighed. Fra den klassiske træningsdragt til at vokse op i Virginia iklædt Stan Smiths har Adidas været en stabil del af mit liv. Deres ting er tidløse. Dette er et spændende samarbejde for både jeg selv og for Bionic Yarn”, siger Pharrell Williams om samarbejdet.

Der er endnu ikke noget nyt om, hvad vi kan forvente os af kollektionen, og vi må vente og se, om der for eksempel også kommer items til kvinder og et par enkelte gummisko til de sneakerstørstende fusser.