Rains åbner butik i Paris

Det danske regntøjsmærke slår snart dørene op til en konceptbutik i byernes by

Snart slår det danske mærke Rains dørene op til sin tredje konceptbutik. Denne gang bliver det i Paris på Rue De Temple i bydelen Le Marais. Rains’ to øvrige butikker ligger i henholdvis Århus og Aalborg, og den tredje i rækken markerer således mærkets første konceptbutik i udlandet.

Hensigten med Rains Store i den franske hovedstad er at vise brandets nyeste innovation inden for både storytelling og produktudvikling, ligesom butikken vil danne ramme om lanceringer, events og nye servicefunktioner, samt styrke samspillet mellem brandets online platform og fysiske butikker.

“Frankrig og i særdeleshed Paris har haft stor betydning for vores internationale positionering, hvilket har været en medvirkende årsag til, at vi er startet her,” udtaler administrerende direktør Daniel Brix Hesselager.

Rains Store i Paris slår dørene op 3. marts 2017.