Sådan sikrer du, at dine køb holder sæson efter sæson

Stylisten deler en stribe gyldne regler til at undgå fejlkøb

© Anna Stokland

Trends kommer og går, og denne sæson ser vi en lang række forskellige tendenser. Dog kan problemet med tendenskøb være, at du kun har lyst til at bruge dem en enkelt sæson eller to, og det er både synd for miljøet og pengepungen.

Derfor har vi rådført os med stylist Charlotte Sandgren, som har en håndfuld brugbare tips til dig, der gerne vil investere i styles, der holder flere sæsoner.

“Jeg vil anbefale, at man kigger på sin kropsform. Pasform er absurd vigtigt. Det vil sige: Når noget sidder godt i efteråret 2018, så sidder det også godt om et år. Jeg har altid undgået at gå rundt i noget, jeg ikke ‘er’ – også selvom det ser fantastisk godt ud på alle andre. Altså find noget, der er din type eller dit stilleje,” fortæller Charlotte Sandgren, og fortsætter:

“Jeg kan godt blive fascineret af neonfarver, som er en ting i efterårsmoden her i 2018, fordi jeg har et forhold til de farver (...) Generelt med farver skal man altså vælge dem, der passer til ens egne farver. Prøv at tage et stykke tøj i en farve op til dit ansigt og se, hvordan det matcher din hudtone og dine øjne. Jeg bruger for eksempel ikke karrygul, fordi jeg har fundet ud af, at det bare gør mig mere bleg og mere udtværet. Hvis jeg derimod bruger farven grøn, så får mine øjne en særlig glød.”

Du kan læse meget mere om efterårets tendenser og få tips til gode investeringer her.