Sådan slog jeg igennem i L.A.
Stephanie Corneliussen drømte om at komme på forsiden af Playboy. Nu er det sket for den danske skuespiller og model, og det har kun været fedt for karrieren
AfPå forsiden af Playboy
Playboys novemberudgave sidste år var ikke helt almindelig. Jovist, der var en enormt smuk kvinde på forsiden. Og nej, der var sædvanligvis ikke meget, der dækkede brysterne. Men kvinden er ikke hvem som helst – hun er den tredje dansker foruden Lykke May og Gitte Nielsen, der nogensinde er kommet på bladets forside.

Gennembrud i USA
Stephanie Corneliussen er 27 år, uddannet grafisk designer og er fra København. Hun har arbejdet som model, siden hun som 13-årig vandt Supermodel of Scandinavia, og de sidste fem år har hun arbejdet i LA som model og skuespiller. Her fortæller hun om at slå igennem i USA – både før og efter Playboy.
“Det tager mange, mange år, før der sker noget. De første år indynder du dig virkelig på skuespillerbranchen. Det er der mange måder at gøre på, og nogle piger tager den helt klichéfyldte vej. Jeg kommer fra en fornuftig familie med integritet og respekt. Så jeg tog den lange rute og har forholdt mig professionelt til alle og alting. Jeg er kommet til tiden og har været venlig. Folk herovre er udadvendte, men mangler personlighed. Hvis du har det og er sød og respektfuld, åbner det mange døre for dig,” siger Stephanie Corneliussen. “De er desuden vilde med danskere herovre. De synes, vi er fantastiske. Vi har en anden kultur – vi har ben i næsen, ambitioner og respekt for os selv. Og vores humor – den går rent ind.”

Playboy giver Vogue-job
Det er ingen overraskelse, at Hollywood vrimler med håbefulde mennesker, der venter på at slå igennem. Men Stephanie Corneliussen tror ikke på det store gennembrud, hvis du opfører dig falsk i branchen.
“Alle taler om mingling. Det er en fin, fin balance, du ikke skal fucke med. Der er alt for mange, der overmingler herovre. De tror, at det er et spil, hvor du skal indsmigre dig på folk. Men du skal være professionel og dig selv – hele vejen. Du er kun interessant, hvis du er dig, for ellers skiller du dig ikke ud eller er speciel i mængden,” siger hun.
Det skal Stephanie Corneliussen ikke længere tænke over. Playboyforsiden har været det helt rigtige karrierevalg.
“Nu er der genereret meget hype omkring mig på grund af Playboy. Og det skal jeg holde ild i. Siden har jeg været med i Italiensk Vogue og lavet nogle pilots herovre. Jeg kan ikke sige så meget om det endnu, men der har været mange tilbud på bordet. Playboy kan knuse eller hjælpe din karriere – i mit tilfælde var det en virkelig god ting. Det var et kæmpe skub i den rigtige retning og et super godt træk karrieremæssigt.”
I Costumes nye nummer kan du læse alt om Stephanie Corneliussens drøm om Playboy, selve skydningen og reaktionerne fra familien og vennerne. Du får også en hel artikel om Playboys historie – fra den unge familiefar, Hugh Hefner, til hans liv med blonde bunnies og vilde mansions. Smugkig i magasinet HER.
