
Saks Potts og Muf10 dyster om 500.000 kroner
Pernille Rosendal, Citybois og Kesi er blandt de artister, som skal klædes på, når Danmarks største designkonkurrence løber af stablen. Se de nominerede her
AfDanmarks største designkonkurrence, Dansk Design Talent - Magasin Prisen, har løftet sløret for de nominerede designere, der skal dyste om 500.000 kroner og et show under den Københavnske modeuge i februar 2017.
De fire udvalgte designtalenter udgøres i år af streetwearbrandet Muf10, pelsspecialisterne Saks Potts, herretøjsdesigneren Ellen Pedersen og kvindetøjsdesigneren Cecilie Bahnsen.
De konkurrerende designere har hver fået tildelt en mentor i form af en veletableret designer eller kreativ direktør, samt en dansk sangartist, der fungerer som designtalenternes muse og ambassadør. Designtalenterne skal hver lave fem outfits til deres artist, som promoveres af artisterne selv ved koncerter og i en særlig fotoserie skabt af designerne selv.
Konkurrencen blev afholdt for første gang i 2013 for at sætte fokus på at promovere morgendagens store designere, og vinderen findes på baggrund af to afstemninger. Slutforbrugerne får mulighed for at stemme på deres favoritter online, og resultatet lægges sammen med stemmer fra et dommerpanel bestående af folk fra modebranchen.
Vinderen kåres 27. oktober, og du kan se alle de nominerede, deres mentorer og artister nedenfor.
De 4 designere, deres mentorer og artister
Designer: Muf10
Mentor: Han Kjøbenhavn
Artist: Gilli, Højre Øje, Kesi, Emil Stabil og Lord Siva
Designer: Saks Potts
Mentor: Ganni
Artist: Pernille Rosendahl
Designer: Ellen Pedersen
Mentor: Gitte Wetter fra Samsøe & Samsøe
Artist: City Bois
Designer: Cecilie Bahnsen
Mentor: Ulrik Garde Due
Artist: Reem