Se hele Hugo Boss-showet live

Tag med Costume til Firenze, og se hele Hugo Boss’ show live fra din sofa, når mærket viser deres nye sommerkollektion i aften

Se hele Hugo Boss-showet live
© Hugo Spring Summer 2017

I disse dage løber den 92. udgave af Europas mest indflydelsesrige herremodemesse, Pitti Immagine Uomo, af stablen i Firenze. Denne gang bliver det med Hugo Boss’ trendbaserede brand Hugo på catwalken – og du kan se med live fra første række via videoen nederst i artiklen.

Hugo vil præsentere deres bud på næste års forårs- og sommermode i et kombineret herre- og kvindeshow.

“Hugo har altid været vores mest progressive brand. Vi ser meget frem til at præsentere kollektionen under Pitti Uomo,” udtaler Ingo Wilts, Chief Brand Officer hos Hugo Boss, og fortsætter:

“Det er de perfekte rammer for at vise innovation i moden, og til at præsentere Hugo-brandet for et relevant publikum af indkøbere og presse.”

Hugo henvender sig til et ungt og trendbevidst publikum, hvilket også afspejles i mærkets nyeste kampagne, der har blandt andre Anwar Hadid og musiker Soko i front. Hvilke modeller der skal på catwalken i aften, må tiden vise.

Du kan se med fra din smartphone eller computer lige her, når showet starter i dag 13. juni klokken 21.45 dansk tid.