Se Sofia Coppolas nostalgiske kortfilm for Chanel

Den populære filminstruktør har skabt en gennemført hyldest til Chanel, som viser en række af modehusets mest ikoniske øjeblikke

Chanel Karl Lagerfeld
© Anna Stokland

Instruktøren bag Lost In Translation og The Virgin Suicides, Sofia Coppola, har kreeret en kortfilm for Chanel med titlen In Homage to Mademoiselle. Filmen blev udgivet inden åbningen af udstillingen Mademoiselle Privé i Tokyo, som viser det ikoniske modehus' historie.

Filmen åbner med et gammelt klip af Catherine Deneuve i en Chanel-reklame, og viser derefter en lang række højdepunkter fra luksushusets atelier og de tidlige modeshows.

Siden bevæger filmen sig i en mere nutidig retning med optagelser fra nyere shows, hvor ambassadør Lily-Rose Depp spadserer ned ad catwalken arm i arm med Karl Lagerfeld. Chanels imponerende ambassadørkatalog fortsætter i en montage med stjerner som Kristen Stewart, Kate Moss, Pharrell, Marylin Monroe og Margot Robbie.

Og hvad er en hyldest til Chanel uden Mademoiselle Gabrielle “Coco” Chanel? Til sidst i filmen ses modehusets ikoniske stifter ved sit sybord.

Se Coppolas kortfilm her: