Hos Fashionfifteen.dk kan du blandt andet shoppe Bllack Noir, Bruuns Bazaar og Ganni.

Skandinaviske designere i nyt online samarbejde

Nu kan du shoppe blandt andet Ganni, Tiger of Sweden, Noir og Samsøe & Samsøe i ny netbutik

Ganni, Tiger of Sweden og Karen by Simonsen er blot nogle af de designere, der står bag en helt ny netbutik, som åbner i dag (fredag 12. februar).
Der er ifølge de involverede designere tale om et helt unikt samarbejde, fordi designerne normalt er konkurrenter. Men det er ingen hindring, mener de. Tværtimod.
"Vi kan med dette samarbejde være med til at løfte hinanden," sagde Karen Simonsen, da samarbejdet i dag blev præsenteret på Hotel Nimb på modeugens tredje dag.
Tusnelda Bloch ser også store muligheder i den nye netbutik.
"Jeg tror, at vi sammen kan blive virkelig stærke og gøre en forskel. Det er en helt ny måde at samarbejde på, hvor ældre, etablerede mærker samarbejder med mindre som mærker vores," sagde Tusnelda Bloch til presselanunchen.
Navnet på den nye netbutik er Fashionfifteen.dk, og ifølge direktør i Danish Fashion Institute, Eva Kruse, har navnet ikke anden betydning, end at det lyder godt.
I forbindelse med lanceringen af den nye online shop får tallet 15 dog alligevel en betydning. Der bliver nemlig uddelt 15 gratis ting til de første 15 kunder, og der er 15 flotte præmier på højkant i konkurrencer, der løber de første 15 dage. Ud over de elementer, du normalt kan finde i en netbutik, vil du på Fashionfifteen.dk også kunne finde guides til nye trends samt stylingtips.
Samarbejdet tæller, foruden de nævnte, indtil videre også Munthe plus Simonsen, Bruuns Bazaar, Margit Brandt, Noir, Samsøe & Samsøe, Noblesse, Rosemunde og Sand. Læs mere på Fashionfifteen.dk.