Sophie Bille Brahe designer smykker for Weekday

Til august kan du købe Sophie Bille Brahes budgetvenlige smykkekollektion i Weekdays butikker

Weekday er klar med endnu en budgetvenlig smykkekollektion.

Er du vild med Sophie Bille Brahes elegante og grafiske smykker med et strejf af avantgarde? Så glæd dig til august, hvor du kan shoppe hendes smykkekollektion i sølv hos svenske Weekday.

Guldsmed og smykkedesigner Sophie Bille Brahe har gennem de seneste mange sæsoner arbejdet tæt sammen med Stine Goya og lavet showpieces til designerens shows under modeugerne. I august sidste år lancerede hun sin egen smykkelinje. Og nu indgår smykkedesigneren altså samarbejde med den svenske hightstreet-kæde Weekday.

Det betyder fashionable smykker til budgetvenlige priser.

Smykkekollektion er inspireret af geometriens verden og trappetrin. Den består af fingerringe, halskæder og øreringe. I alt 10 smykker. De er alle i poleret sterlingsølv, som er perfekt til en sensommerbrun kulør.

Weekday er kendt for sine designsamarbejder med førende internationale designere, herunder flere danske. Blandt designere, som highstreetkæden tidligere har samarbejdet med, kan nævnes Eley Kishimoto, Peter Jensen og Stine Goya.