
Supermodellernes nye yndlingsbukser koster 529 kroner
Emily Ratajkowski og Bella Hadid er blandt de modeller, som er hoppet med på den nye bølge af bukser, der vækker minder om drengene fra din folkeskole
Af — 02. juni 2018De seneste år har moden været præget af flere tendenser fra de tidlige 00’ere, og det ser ud til at fortsætte lidt endnu. Således er et nyt par bukser, som også er tydeligt inspireret af 00'erne, vundet frem, og selvom mærket bag er forholdsvist nyt, har de allerede fået en række prominente fans, heriblandt modellerne Bella Hadid, Emily Ratajkowski og Romee Strijd.
Bukserne kommer fra det australske mærke I.am.gia, og her er tale om en beige cargo-model med elastik forneden, samt én særlig detalje, du formentligt ikke har set siden folkeskolen. Den brede sølvkæde, der hænger i buksens bæltestrop, og som til forveksling ligner den nøglekæde, som drenge bar i 00'ernes folkeskoletid, da skatermoden var på sit højeste.