Trine Kjær lancerer nyt designsamarbejde, som er perfekt til forårsgarderoben

Den danske influencer Trine Kjær lancerer nu sit første designsamarbejde med Magasin, som har fokus på ansvarlighed, kvalitet og godt håndværk.

MG_7636-2
© Trine Kjær x Magasin

Selvom foråret officielt er over os, er det endnu for koldt til at hive forårstøjet og -skoene frem – men hvis du drømmer om at hoppe i florlette materialer og fine forårsfarver, kan du med fordel rette blikket mod et nyt designsamarbejde, som er lige på trapperne.

Den danske influencer Trine Kjær og Magasins designstudie er nemlig gået sammen om at skabe en ny tøjkollektion, hvor kvalitet, miljø og godt håndværk er omdrejningspunktet. Den nye kollektion består af 11 styles, som er inspireret af den franske vending 'amour du bien, l’amour de la vie', som på dansk betyder 'kærligheden til det gode, kærlighed til livet'.

Vi har endnu ikke fået det fulde overblik over kollektionen, men ud fra det sneak peek, som indtil videre er blevet offentliggjort, kan vi blandt andet se frem til broderi og mere bæredygtige materialer som eksempelvis økologisk bomuld, genanvendt polyester og GOTS-certificeret bomuld.

"Jeg har faktisk aldrig prøvet at have et samarbejde, der har været så gennemarbejdet. Hvor det er blevet prioriteret, at vi virkelig kunne nørde de forskellige styles og have fokus på detaljerne. Der er blevet håndtegnet og broderet, og jeg er simpelthen så stolt over resultatet og glæder mig meget til, at vi kan vise det frem,” udtaler Trine Kjær i en pressemeddelelse.

Den nye kollektion kan købes i Magasin og på Magasin.dk fra 20. april 2022. Der vil desuden blive afholdt en række events for Magasins Goodie-medlemmer i Århus og København, hvor det vil være muligt at se kollektionen og møde Trine Kjær. Du kan løbende læse mere om de forskellig events her.