Verdens dyreste håndtaske solgt

En Birkin-taske i krokodilleskind med guld og diamanter er den dyreste håndtaske, der nogensinde er blevet solgt. Kan du gætte, hvor meget den gik for?

Auktionshuset Christie’s har skrevet modehistorie med salget af en meget sjælden Birkin-taske fra Hermès, der er lavet af beige krokodilleskind med hardware af diamanter og 18 karats hvidguld.

Ifølge Christie’s gik tasken til en asiatisk samler, som måtte slippe knap to millioner kroner.

“Det menes, at kun en eller to Diamond Himalaya (navnet på taskemodellen, red.) produceres hvert år på verdensplan, hvilket gør det til en af de mindst tilgængelige produktionsserier af håndtasker,” skriver auktionshuset om det historiske salg i en pressemeddelse.

Tasken, der blev produceret i 2008, slår den tidligere rekord-indehaver; en anden Birkin-taske, som blev solgt for halvanden million kroner.

Dette er blot endnu et bevis på, at Hermés Birkin-taske er en fantastisk investering.