Lørdag 14. august i silende regn og foran 100.000 fremmødte tilskuere i  København, gik 220 modeller ned ad verdens længste catwalk.

Verdens længste catwalk donerer 150.000 kroner til velgørenhed

Chernobyl's Children's Project International får 153.271 kroner - og kan takke verdens længste catwalk

I august i år kunne du se verdens længste catwalk i København. 220 modeller og kendisser spankulerede ned ad en 1.609 meter lang catwalk i silende regnvejr, og 100.000 publikummer mødte frem for at se begivenheden, der sørgede for, at dansk mode endnu engang blev markeret på verdenskortet.

Men begivenheden handlede ikke kun om mode. Det var også et velgørenhedsprojekt, hvor en lang række af Københavns butikker bakkede op ved at donere 1 procent af dagens omsætning til organisationen Chernobyl's Children's Project International, CCPI.

Helena Christensen var protektor for The World's Greatest Catwalk, og det var hende, der havde valgt, at det var CCPI, som skulle støttes.

"Det var en helt igennem fantastisk oplevelse at se så enorm en produktion blive til virkelighed. En oprigtig stor tak til alle modellerne, der gjorde en fantastisk og meget modig indsats, til alle tilskuerne, der stod med deres paraplyer og gode humør, og sidst men ikke mindst til alle butikkerne, der var med til at støtte CCPI gennem deres salg på denne dag," siger Helena Christensen.

Det samlede beløb er nu opgjort, og gruppen bag The World's Greatest Catwalk kan sammen med Københavns City Center sende 153.271 kroner af sted til CCPI. Donationen går ubeskåret til CCPI's hjerteoperationsprogram for børn.