Benvarmernes comeback er hermed bekræftet

Vi har sagt det før og siger det igen – benvarmerne er tilbage. Det blev i særdeleshed bekræftet under den Københavnske modeuge.

benvarmere_modeuge_trend_costumedk_teaser
© Copenhagen Fashion Week / Stine Goya

Den Københavnske modeuge har været fyldt med nye tendenser – både helt nye af slagsen samt tendenser, som vi kender fra fortiden. Men der var alligevel én tendens, som vi bed mærke i lidt mere end de andre – og det er benvarmerne.

Vi har set dem i forskellige afskygninger og i forskellige materialer, men det er den helt klassiske strikkede benvarmer, der er poppet frem på catwalken flest gange under modeugen – og de kunne også spottes på benene af modeugens gæster.

På catwalken så vi benvarmerne blandt brands lige fra (di)vision og TG Botanical til Stine Goya og Saks Potts – og her blev det tydeligt, at benvarmerne kan styles på et væld af forskellige måder. Hos (di)vision og TG Botanical var benvarmerne stylet med korte nederdele, bar hud og sneakers, imens Stine Goya og Saks Potts gik den elegante vej beviste, at benvarmere også kan styles med gulvlange kjoler, pencil skirts og stiletter. Hvis du gerne vil hoppe med på trenden, har vi samlet de fineste benvarmere i artiklen, som du kan læse lige her.