Dagbog fra Milano modeuge - dag 2
Læs vores vurdering af Pradas psykedeliske ørkenshow og find ud af, hvordan vi holder os friske under modeugerne. Her er vores dagbog fra Milano
AfMFW
Torsdag i Milano bød på et psykedelisk ørkenlandskab med lilla sand, capresesalat og 1970'erne. Følg Costumes moderedaktør Maiken Winther og assisterende moderedaktør Thora Valdimarsdottir i Milano.

Morgenmad
Morgenmaden på Hotel Straf kan man ikke klage over: Lækkert brød, frisk frugt og god kaffe, hvilket er vigtigt med de lange dage, man har under en modeuge.

Max Mara
Max Mara har sin egen stil og er altid synonym med lækre kvaliteter og gode materialer. Sommerkollektionen er inspireret af 1970’er med langærmede bluser til stramme midinederdele under lange frakker. Silhuetten er sofistikeret med matchende prints fra top til tå.

Redaktionen
Moderedaktør Maiken Winther i strik fra Designers Remix og blå jakke fra Lovechild 1979’s sommer 2015-kollektion, og assisterende moderedaktør Thora Valdimarsdottir i strik fra By Malene Birger - og selvfølgelig store solbriller: Et modeugemusthave. Begge solbriller er fra Céline.

Just Cavalli
Dagens næste show er Just Cavalli - mon kollektionen er inspireret af italiensk rock 'n' roll?

Just Cavalli
En energisk Ibiza-vibe er hovedinspirationen for Roberto Cavalli’s Just Cavalli-kollektion. En ung bohemian følelse er gennemgående for kollektionen og, som mange andre designere, er Hr. Cavalli inspireret af 70’erne. Geometriske prints, maxi kjoler og florlette tunikaer er stylet med viddebukser. Flottest var de printede maxikjoler.

Frokost
Tid til frokost, og det kan snildt kombineres med et smut i den legendariske butik 10 Corso Como. Frokosten spiser man i den smukke gårdhave.

Boost
Gulerod, æble og ingefær - en vitaminbombe skader aldrig, når man ikke har fået sine 8 timers søvn om natten.

Prada
Miuccia Prada har fyldt Prada’s hovedkontor i Via Fogazarro med lilla sand og skabt en psykedelisk lilla ørken til sine modeller.

Prada
Miuccia Prada fejrede håndværket, og sagde efter showet, at hun ville gøre sit for at holde det i live. Og håndværket kom virkelig til udtryk i kollektionen. Masser af brokade, som Miuccia har reproduceret af 30 gamle brokader fra det 19. århundrede, mikset med rå elementer, som hårde læderfrakker, et strejf af 1970’erne og feminine knæstrømper, samt funklende øreringe. Intet mindre end fantastisk.
