
Dagbog fra modeugen i Paris med Gestuz
Maria Baré er manager for PR og kommunikation hos Gestuz, og hun er netop vendt hjem fra modeugen i Paris. Vi har fået et eksklusivt indblik i hendes gøren og laden – og det er ikke altid er så glamourøst, som det ser ud.
Af
Kl. 10.00: Marais, Paris
"Landede i Paris onsdag morgen og tog direkte mod vores showroom i Marais for at pakke ud og stille op. Det kan måske til tider virke meget glamourøst i modebranchen, men som jeg sad der på gulvet og samlede stole med en umbraconøgle, følte jeg mig ret meget nede på jorden. Egentlig en meget rar kontrast, inden vi skal rundt og holde en masse møder. Her iført denim fra vores SS23-kollektion i ægte Britney stil."

Kl. 14.15: Marais, Paris
"Har en smule tid imellem møder til at nyde Paris og snuse det tidlige forår ind. Jeg tænker altid, at beboerne her må tænke, at vi er sindssyge, når vi tager billeder af noget så hverdagsagtigt som frugt- og blomsterbutikker, men de mindste ting er æstetiske i Paris."

Kl. 17.30: Paris
"Én ting, der ikke er lækkert ved Paris, er trafikken…Jeg bruger så meget tid i kø, når jeg er i Paris. Så når det er vejr til det, så forsøger jeg at gå alle steder eller lægge mine møder så tæt på hinanden som muligt. Her er vi på vej til middag med norsk presse, og heldigvis har jeg lært af tidligere ture, og jeg er taget afsted i virkelig god tid. Heldigvis er der pæne bygninger at kigge på imens."

Kl. 19.00: Paris
"Ost og fritter udgør måske 80% af min kost, når jeg er i Paris, og det har jeg det helt OK med. Det var smukt i Paris, men også virkelig koldt (stor respekt til streetstyle stjernerne, der går til shows uden jakke). Jeg havde en stor herrefrakke med mig alle steder."

Kl. 20.30: Paris
"Vi mødtes med den fantastiske Nina Sandbech, der havde vores glitterjeans fra vores AW23-kollektion på. De kom virkelig til deres ret i Paris’ aftenlys."

Kl. 09.00: Marais, Paris
"I dag er der møder i vores showroom. Jeg elsker Marais-kvarteret, så det er virkelig luksus at kunne bruge mine dage her."

Kl. 11.30: Paris
"Det er en smule varmere i dag, så jeg har lagt herrefrakken derhjemme og kan nøjes med en læderjakke."

Kl. 14.30: Paris
"Imellem møder er der tid til lidt inspirationsindsamling. Her med vores kreative direktør, Sanne Sehested."

Kl. 15.30: Paris
"En sidste frokost og outfit inden vi skal tilbage til showroomet."