Dansk design du skal kende
Gaia, Goya og Brandt er bare nogle af de danske modehuse og designere, som du kan lære mere om her
AfBruuns Bazaar
Bruuns Bazaar blev stiftet i 1994 af to brødre med en passion for mode. Brandet blev hurtigt pionerer på hele den skandinaviske modescene og i 1999 blev det det første danske brand, der afholdte modeshow ved modeugen i Paris.
Vidste du, at Susanne Rützou var med bag roret hos Bruuns Bazaar, inden hun begyndte at designe i eget navn?

Margit Brandt
Den nu afdøde Margit Brandt startede sit modeimperium med sin mand, Erik, i 1960'erne og præsenterede sin første kollektion under Københavns modeuge i 1965.
I 2005 blev brandet relanceret, så det passede til kunderne i den moderne modeverden og i dag står Sandra Zecevic i spidsen for designet.
Vidste du, at Margit Brandt har været i lære hos Pierre Balmain?

Stine Goya
For få år tilbage vidste de færreste, hvem Stine Goya var, og nu er hun på alles læber og har vundet designpriser ved Dansk Fashion Award samt lavet samarbejder med blandt andet Weekday og for nylig Adax. Derfor kan vi heller ikke komme uden om Stine Goyas feminine design og nytænkende print, når vi snakker dansk mode.
Vidste du, at Stine Goya har været model for bl.a. Chanel og moderedaktør for Cover Magazine?

Day Birger et Mikkelsen
I 1997 startede Malene Birger og Keld Mikkelsen Day Birger et Mikkelsen, som Malene trak sig fra i 2002. I dag er Keld indehaver af virksomheden, der har de tre linjer:
- Day Main Line
- 2nd Day
- Day Home
Vidste du, at Kelds livspartner, Marianne Brandi, er chefdesigner for Day Home, og deres datter, Amelie, er inspirationen bag 2nd Day?

By Malene Birger
By Malene Birger dukkede op i det danske modebillede i 2003 og er grundlagt af designeren Malene Birger kun kort tid efter, at hun havde trukket sig fra Day Birger et Mikkelsen. IC Companys var stor investor i virksomheden og ejer i dag alle aktier. Malene Birger er derfor gået fra at være medejer og kreativ direktør i By Malene Birger, til at være kuntnerisk konsulent for virksomheden med det fulde ansvar for kolllektionerne.
I 2011 blev brandet "Brand of the year" ved Dansk Fashion Award og er stadig uundgåeligt ved den danske modeuge, som er lige om hjørnet.
Vidste du, at Malene Birger tidligere har været designer ved Jackpot og Marc O'Polo?

Wood Wood
Wood Wood blev skabt i en kælder i Århus i 2002 af de tre danske drenge Karl-Oskar, Magnus og Brian. Det startede som et t-shirt brand og har siden hen udviklet sig til at repræsentere dansk undergrund som et kendt streetwear fænomen og ses nu også på catwalken. Efter to sæsoner i Berlin er Wood Wood tilbage hos Copenhagen Fashion Week, og det er vi glade for.
Vidste du, at Wood Wood har lavet samarbejder med blandt andet Eastpak, Barbour og Adidas?

Gaia
Gaia er en af de nye spillere på den danske modescene, men bestemt værd at lægge mærke til. Gaia blev stiftet i 2009 af Gaia Brandt og er kendt for sine flotte strik og skræddersyede snit. Hendes brand debuterede på catwalken kun få år efter stiftelsen under Copenhagen Fashion Week i februar 2011.
Vidste du, at Gaia har været designassistent hos Stine Goya og designer hos Wood Wood?

Henrik Vibskov
Henrik Vibskov er ikke kun kendt for sine dame- og herrekollektioner, men også for det kunstneriske univers, som han bygger op om hver kollektion. Han har opnået stor international anerkendelse og i år er Vibskov også den eneste skandinav, der har show under herremodeugen i Paris. Udover at designe tøj har han også tidligere lavet musik med Trentemøller og spillet i det danske band luksus.
Vidste du, at Henrik Vibskov har været kæreste med både Stine Goya og Bibi Ghost? Derudover har han arbejdet for Bruuns Bazaar.

Rützou
Susanne Rützou har siden år 2000 designet tøj i hendes eget navn og tidligere i år åbnede hun sin egen webshop og blev indstillet som årets danske designer ved Dansk Fashion Award. Og hvis hun ikke var blevet designer, så flirtede hun i sine unge dage med tanken om at blive guldsmed.
Vidste du, at Susanne Rützou var den kreative drivkraft, da Bruuns Bazaar startede op (og holdt show i Paris)? Og hun har også designet til Birger Christinsen.

Wackerhaus
Trine Wackerhausen stiftede tilbage i 2003 det danske brand Wackerhaus, der er kendt for sine ekspressive snit og fine silhuetter.
Vidste du, at Wackerhaus holdte sit første show under Copenhagen Fashion Week i 2008 i et kappel på Assistens Kirkegården?

Designers Remix
I 2002 grundlagde Charlotte Eskildsen sammen med sin partner Niels Designers Remix Collection, der nu kun hedder Designers Remix. Charlotte modtog i 2007 Guldknappen, der er den mest prestigefyldte pris, du kan få i Danmark.
Vidste du, at Charlotte Eskilden er ambassadør for Røde Kors?

Andre
Der er selvfølgelig mange flere designere på den danske scene, som er værd at bemærke og kende til. Her i blandt:
Baum und Pferdgarten
David Andersen
Stine Ladefoged
Jesper Høvring
Elise Gug
... med flere.
