Her er de mest mindeværdige shows fra modeugerne

Coronapandemien har ikke blot sat et midlertidigt punktum for modeshows, som vi kender dem. Den har også banet vejen for, at brands verden over har gentænkt formatet og vist, at kreativitet kan blomstre under selv de mest vanskelige vilkår. Se vores favoritshows fra de seneste internationale modeuger her.

Screen-Shot-2020-10-09-at-11.37.03
© Moschino YouTube

Marionetdukker fra Moschino

Modeller klædt i Jeremy Scotts seneste kreationer gik ned ad catwalken til jazzede toner under modeugen i Milano. Tilskuerne talte kendinge som Vogue-redaktørerne Anna Wintour og Edward Enninful, men én ting var radikalt anderledes: Alle personer til stede – lige fra modellerne og tilskuerne til Jeremy Scott selv, der vinkende kom ud på catwalken ved showets afslutning – var nemlig marionetdukker.

Til præsentationen af deres SS21-kollektion havde Moschino teamet op med dukkemageren Jim Henson’s Creature Shop for at replikere alle 40 looks fra showet til dukkestørrelse. Resultatet var et håndværksmæssigt imponerende – og ret humoristisk – show i miniformat, der kan opleves på YouTube.

På skovtur med Burberry

Dette års lockdown og isolation har uden tvivl fået mange til at søge udendørs for at udskifte hjemmets fire vægge med grønne træer og højt til himlen. Hos Burberry havde kreativ direktør Riccardo Tisci såmænd også vendt sig mod naturen for at finde inspiration til sin SS21-kollektion, som ganske passende fandt sted i en skov uden for London.

Showet var målrettet et digitalt publikum og blev streamet på både Instagram, Burberrys egen hjemmeside og streamingplatformen Twitch. Settet var skabt i samarbejde med den anerkendte tyske performancekunstner Anne Imhof og var et pragteksemplar på den magi, der kan opstå, når mode og kunst forenes.

Tilbage til fremtiden med Prada

Pradas seneste show i Milano markerede debuten for det længe ventede samarbejde mellem Miuccia Prada og den nye kreative meddirektør, Raf Simons. Lige så mindeværdigt det nye samarbejde er, lige så mindeværdigt var selve showet: Modellerne, som alle var spritnye ansigter og aldrig tidligere har gået på en catwalk, præsenterede kollektionen i et monokromt gult rum, som satte en nærmest futuristisk scene for showet. Robotkameraer fulgte modellerne rundt for at indfange alle vinkler, mens de enkeltes navne blev præsenteret på tv-skærme – en seance, som alle kunne følge med i hjemme fra stuerne via livestream.

Som prikken over i’et sluttede Miuccia Prada og Raf Simons showet af med en Q&A-session, hvor begejstrede fans kunne få svar på spørgsmål om det nye samarbejde.

Virtuelt publikum hos Balmain

Nogle gange behøver man ikke at opfinde den dybe tallerken, men bare nyfortolke den. Det viste Balmain sig at være mestre i, da de ved præsentationen af deres seneste kollektion i Paris diskede op med 58 digitale siddepladser til de af deres gæster, der ikke havde mulighed for at deltage personligt i showet.

De virtuelle gæster talte nogle af kendis- og modeverdenens største navne som Jennifer Lopez, Cara Delevingne, Anna Wintour og Kris Jenner. Alle vi andre dødelige havde dog også mulighed for at se showet via livestreaming på bl.a. Balmains egen Instagram-profil.