Her er de største tendenser fra AW22-modeugen i Milano

Vi guider dig her gennem de største tendenser fra den netop overståede modeuge i Milano.

01-pradadonnafw22-kaia-gerber-bb9046

01-pradadonnafw22-kaia-gerber-bb9046

© Prada

Det er den tid på året, hvor modeugerne atter er over os. Milano stod senest for skud, og de digitale formater, som vi begyndte at lære at kende under coronapandemien, var så småt blevet lagt på hylden til fordel for en summende storby fyldt med pressefolk fra hele verden, som alle skulle se, hvad designerne har på tegnebrættet til den kommende efterårs- og vintersæson.

Vi var selvfølgelig også med til modeugen, og vi giver dig her et samlet overblik over de største tendenser.

1. Tid til tanktops

Den klassiske tanktop bliver ofte betragtet som en del af basisgarderoben, men denne sæson skal beklædningsdelen ifølge designerne spille hovedrollen i dit look. Vi spår allerede nu, at Pradas version præget med mærkets lille, ikoniske logo vil blive udsolgt i det øjeblik, den rammer butikkerne. De fleste vil desuden kunne hoppe med på tendensen, da tanktoppe også fås i flere budgetvenlige versioner fra blandt andet highstreetbutikkerne.

2. Lavtaljede jeans

Den er god nok – 2000’ernes favorit jeansbrand, Diesel, er tilbage på catwalken, og jeansene er mere lavtaljede end nogensinde før. Bukserne leder straks tankerne tilbage til årtiets MTV-mode, som vi har set snige sig ind på catwalken gennem de seneste par sæsoner. Diesel var dog ikke det eneste brand, der genintroducerede den lavtaljede model – brands som Etro, Versace og No21 fulgte trop.

3. Mininederdele

Der er efterhånden ingen tvivl om, at mininederdelen er tilbage. Du har nok ikke kunnet undgå at støde på Miu Mius plisserede, lavtaljede version på de sociale medier. Under modeugen i Milano blev det slået fast, at tendensen langt fra er overstået – Max Mara viste blandt andet en version i faux fur, mens Fendi introducerede en mere praktisk model med indbyggede shorts og vedhæng.

4. Oversized tasker

En af de helt store highlights under Milanos modeuge var Bottega Veneta-modeshowet, der også markerede creative director Matthieu Blazys debutshow. Her blev det cementeret, at hypen omkring det italienske brand langt fra er slut – og at vi igen kan se frem til at bære rummelige, oversized tasker med os, hvor end vi går.

5. Fokus på de små detaljer

Ofte er det de små detaljer, der sætter prikken over i’et i et look, og den netop overståede modeuge viste, at modehuse som Prada og Jil Sander formår at mestre de små detaljer bedre end nogensinde før. Gør dem kunsten efter og find din farmors broche eller en smuk halskæde frem – de kan skabe små mirakler for din lille, sorte kjole eller en grå striktrøje.

6. Fremhævede skuldre

De klassiske skulderpuder fra 1980'erne havde til de forskellige modehuses shows fået et nyt twist. Denne sæson har skulderpuden blandt andet sneget sig ind hos Bottega Veneta i form af en stropkjole, mens skuldrene hos Tods står i kontrast til en smallere, markeret talje.