© DR: Kunsten at være Josephine Skriver / Signe Vilstrup

Ny serie går helt tæt på Josephine Skrivers liv som topmodel, aktivist og regnbuebarn

"Kunsten at være Josephine Skriver" har premiere i aften, og titlen er på ingen måde tilfældig – for det er i sandheden en kunst at leve det liv, som Josephine Skriver lever til daglig.

I dokumentaren kommer du helt tæt på Josephines liv, hvor hun konstant forsøger at "balancere mellem sin egen integritet, økonomisk sikkerhed og indsatsen for at forblive relevant for følgere og kunder". Du kommer blandt andet med til Uganda, hvor Josephine står ansigt til ansigt med de kvinder, hun ønsker at støtte som NGO-ambassadør, og du kommer også med til til brudekjole-fitting i Milano og modeuge i København – det er med andre ord et kontrastfyldt liv, du får indblik i via dokumentarens fire afsnit.

Kunsten at være Josephine Skriver er en del af DR's store tema, der sætter fokus på historier om danskere, som på godt og ondt har markeret sig i andre dele af verden. Første afsnit bliver vist på DR1 i aften – og hvis du efter første afsnit ikke kan vente med at se det næste, så kan vi glæde dig med, at alle seriens afsnit ligger tilgængelige på drtv.

Kilde: DR