Om de dyre damers tasker

Costumes klummeskribent har svært ved at følge med i taske-ræset og undrer sig over, hvorfor nogle kvinder hellere vil købe en dyr taske end at få mad på bordet

18. september 2015 af Sara Maria Dyrberg

Næsten alle piger drømmer om at eje en dyr dametaske.

En som koster en månedsløn, og som med garanti gør andre kvinder misundelige, får veninderne til at savle og sukke og kæle for tasken i ren og skær ærefrygt, får mødrene til at ryste på hovedet og gør mændene rædselsslagne med panikangst og økonomisk præstationsangst, hvis de ser den på ønskelisten.

Nogle kan ikke se forskel, og er tilfredse med deres praktiske plastiktaske fra H&M, der kun holder en enkelt sæson eller to, og så kan man udskifte den med en nyere og 'smartere' model. Den koster kun en slik, og så er der masser af penge til overs til fadøl og shots i fredagsbaren og spritnye spinningsko. 

Nogle tossede kvinder bruger alt hvad de har på at se 'perfekte' ud. Deres garderobe er gennemført, kroppen er vel-waxet, og tasken bærer uden tvivl et dyrt mærke, der er smart lige præcis i dette sekund. Til gengæld har de kæmpe lån, bor i små lejligheder, der ligner en blanding af en etværelses-papkasse og undulatbure og snakker konstant om, hvor flade de er.

De er 'åh så forelskede' i tasken, lige til der kommer en ny og smartere en markedet, så er det lige på hovedet på Trendsales eller Anywear med den gamle taske, for at få fingrene i det sidste nye. Det er et umætteligt ræs.

Der findes en særlig, men ikke så sjælden type kvinde. Hun ser tjekket ud. Hun lader til at have et godt job. Men hun er usikker. Eller også er hun bare kedelig, og hvad hun har i mærketøj, mangler hun i personlighed. Hun kompenserer via overforbrug. Denne kvinde tror selv helt religiøst på, at de dyre dametasker gør hende lykkelig.

Hun tror, at den begejstring (læs: besættelse) hun føler, når hun pakker en ny dyr taske ud af luksus-logo-posen, er ægte lykke. I virkeligheden er hun bare grådig efter successymboler, og med det liv kunne der meget vel følge en klicheagtig, ligegyldig, men velhavende sponsormand med, der præcis som hende lader sig nøje.

Han køber hendes dyre tasker, for til gengæld at kunne vise sin trofækone frem, og sammen kan de være ulykkelige i deres meningsløse liv, der bliver dulmet af hvidvin og som ser fabelagtigt ud på overfladen, der er lige så steril som en reklame i Wallpaper. Halleluja.

Men måske er jeg bare en taber, der har ondt i røven over, at jeg ikke orker at knokle for logoting eller har arvet?

Så er der über-overklassen, dem der køber de ekstremt dyre tasker, a la Birkin-tasken. Det er nemt, for de findes sjældent i Danmark. Jo, måske har Eva Kruse eller kronprinsessen en. For hvem vil hellere eje en taske end en lejlighed? Måske lige hende tossen, der alligevel bor i et undulatbur, men igen, hun ville vel også sælge sin sjæl (eller sin krop) for et par sko.

Jeg har spottet, at visse mærker af tasker florerer i særlige kvarterer. Forleden gik jeg en kort tur igennem det ellers et modeforladte center, og så ikke mindre end fem sorte Marc Jacobs-tasker på tre minutter.

Et par enkelte af Frederiksbergs CBS-elever med rige forældre går med Prada-tasker. Resten er jyder – der kan jeg ikke følge med længere. Jeg kan ikke præcis afkode hvad de køber, kun at det er noget der skal se 'voksent' ud, hvilket lader til at være den generelle dresscode på CBS.

Det er modsat  90'ernes look, hvor voksne klædte sig som børn, komplet med manga, gummirygsække, Björk-hår, baggypants og alt muligt andet, der er en sag for stilpolitiet. Omvendt elsker voksenbørnene cardigans, hornbriller, suits og de der chino-mandebukser, der får de ellers sprøde 20-årige knægte til at ligne fede sejlerfædre på 60. De sygeste taler om single malt whisky og ryger pibe helt uden ironi.

Det korte af det lange er, vi elsker alle tasker, de fine dyre dametasker, og selv dem der ikke vil indrømme det, drømmer i smug om at eje en … eller to … eller ti. Og hvorfor? Fordi de udstråler noget prestige? Noget rigdom? Overskud? Eller bare fordi vi er piger, og taskerne er flotte, og vi er genetisk kodede til at være besatte af dem? Eller fordi snedige onde forretningsfolk har hacket vores hjerner?

Det er en dyr affære, så hvis man endelig skal købe ordentlig en, så find da for pokker en der smart nu og i morgen, og som også var det i går, og som forhåbentlig vil fortsætte med at være det i al fremtid.

God jagt og god dag.

Ugens klumme er skrevet af model og grundlægger af Nui Cph, Sara Maria Dyrberg – læs mere om Sara her.

ALT DET DU IKKE VIL GÅ GLIP AF





Måske er du interesseret i...

Gør som 24.000 andre

Seneste