Ringenes herre: Om smykkers magt over kvinder

Forestil dig dette: Det er tidlig forår i Paris. Solen bryder med vinteren og rammer dig som små varmestråler af kærlighed. Du kan endda lige nøjagtigt have bare tæer i dine pumps - for første gang i det nye år - og du sidder på en overdækket café i den franske hovedstads gader med et glas Chablis foran dig og din kæreste ved din side. Han rømmer sig, og siger noget i retningen af: “Camille (indsæt eventuelt dit eget navn her), jeg ved ikke helt med sådan noget med giftemål, men jeg vil rigtig gerne spørge dig, om du ikke nok vil være min kæreste for evigt?” tilsat en vaskeægte vintage safirring med diamanter, hvidguld og hele balladen.

Som du måske kan regne ud, er ovenstående en genfortælling af mit højdepunkt fra 2014 indtil nu. Det var den eftermiddag, hvor jeg gik fra at være (i hvert fald oppe i mit hoved) ”bare en kæreste“ til at være ”FOR EVIGT kæresten” - og hvis du skulle være i tvivl, er der en verden til forskel.

Og hvis verden havde været et godt og retfærdigt sted, havde vi nu kunne lukke historien med et ”og de levede lykkeligt …”, men sådan er verden ikke, vel? Den er ond, led og uretfærdig, for cirka seks måneder efter VERDENS bedste dag, havde jeg verdens dårligste.

JEG TROEDE, DIAMANTER VAR FOR EVIGT
For pludselig var min ring væk. V Æ K, som i 'jeg ANER ikke, hvor den er'. ALT er ledt igennem: støvsugerposer, afløb, revner, tøjskab, jeg har skrevet til hittegodskontoret og tjekket Lauritz dagligt. Jeg har endda ringet til en synsk, som sagde, at hun kunne mærke, at den var i min sofa eller mit soveværelse ... Det var den ikke.

Jeg har tudet, skældt ud og fortalt det til alle, der gad (og sikkert også en masse, som ikke gad) at høre på det, men med samme resultat: Den er simpelthen sunket i jorden.

Og min kæreste har taget det SÅ pænt og endda haft overskud til at trøste og komme med kloge ord. Og en af de kloge ting, som han sagde, var blandt andet: ”Det må være situationer som denne, der har skabt Ringens Herre.” Og ja, alt det tuderi har sikkert givet mit ansigt en slående lighed med Gollums, men besættelsen over den døde tings forsvinden er ret fascinerende. For er det ikke det, smykker er for os kvinder? Små materielle ting, der minder os om de helt store ting i livet. Frieriet, fejringen over et vellykket job, en fødselsdag, en højtid eller et minde om en kær farmor.

KØB FOR POKKER
Så folkens, køb flere smykker, for det må jo betyde, at du har noget, som er værd at mindes eller fejre.

Og selvom jeg har mistet min elskede ring, har jeg, trods alt, stadig mindet fra Paris levende indeni mig – og det kan jo være, den dukker op. Hende den synske sagde i hvert fald, at den stadig er hjemme hos mig.